Indenfor et par år håber kendt dansk hotelselskab at åbne et Hilton eller Marriott-hotel med cirka 250 værelser i det centrale Aarhus. I forvejen er en række nye hoteller på vej til byen.
Bag planerne om at få Hilton og måske Marriott, to af verdens største og mest kendte hotelkæder, til Aarhus står BC (Bella Center) Hospitality Group. I København driver BCHG udover blandt andet Bella Center foreløbig tre store hoteller med samlet 1.584 værelser – det 5-stjernede Copenhagen Marriott samt de 4-stjernede AC Hotel Bella Sky Copenhagen og Crowne Plaza Copenhagen Towers.
Det er også BCHG der i sommeren 2020 står bag at bringe Hilton tilbage til København med cirka 400 værelser i bygningen ”Ørkenfortet” overfor Udenrigsministeriet ved Københavns Havn.
”Vi kigger meget på Aarhus og vil gerne ind med mindst ét stort verdensomspændende hotelvaremærke. Bliver planerne i Aarhus til noget kunne det for eksempel blive med et af Hiltons varemærker, Hampton by Hilton, eller Moxy by Marriott, et varemærke under Marriott. Vi kigger lige nu på tre mulige steder med den bedste beliggenhed i det centrale Aarhus. Hotellet får omkring 250 værelser, men det er for tidligt at sige om projektet eller projekterne bliver til noget; jeg tror ikke at vi får hotel på alle de tre adresser, vi kigger på,” siger koncernchef for BC Hospitality Group, Allan L. Agerholm, til STANDBY.dk og tilføjer: ”Bliver planerne en realitet kan det første nye hotel stå klart i Aarhus indenfor to til fire år.”
Allan Agerholm ønsker endnu ikke at komme med yderligere detaljer om BCHG’s hotelplaner i Aarhus, herunder adresser på de mulige nye hoteller. Både Hampton og Moxy er i kategorien ”mid-market,” altså ikke super luksus hoteller, men gode mellemklasse hoteller med tre-fire stjerner.
Flere hotelprojekter på vej i Aarhus
Mandag i denne uge kunne STANDBY.dk oplyse, at danske Guldsmeden Hotels har planer om et nyt boutiquehotel med omkring 200 værelser i det centrale Aarhus. Kæden startede i 1999 sit første hotel med 27 værelser i centrum af Aarhus i Guldsmedgade, deraf navnet på hotelkæden. Projektet om et nyt Guldsmed-hotel er endnu ikke godkendt fra offentlig side, derfor vil ægteparret bag hotelkæden, Sandra og Marc Plesner Weinert, ikke afsløre, hvor de planlægger deres nye hotel – kun at det bliver i det centrale Aarhus.
Tidligere i år signalerede Radisson Hotel Group, at kæden kigger på Aarhus for endnu et hotel – to til tre år ude i tiden. I forvejen har Radisson det 234 værelser store Radisson Blu Scandinavia i Aarhus.
Blandt de bekræftede hoteludvidelser i Aarhus er at den danske hotelkæde Comwell nærmest vil fordoble antallet af værelser på Comwell Aarhus fra de nuværende 240 værelser med yderligere 198 – og dermed komme op på 438 værelser.
Ligeledes er Scandic Hotels i gang med at få opført sit største danske hotel uden for København, det bliver til omkring 500 værelser ved Aarhus Havn når det står klart i 2022. Aarhus’ største hoteller i antal værelser er i dag CabInn Aarhus med 401, Wakeup Aarhus, der hører under Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen, åbnede sidste år med 315 værelser og på tredjepladsen er Comwell Aarhus med de foreløbig 240 værelser.
NA Ejendomsservice har oplyst, at virksomheden har planer om et hotel i bydelen Skejby nord for Aarhus med 275 hotelværelser og 100 hotellejligheder. Zleep Hotels vil, også i Skejby, opføre hotel med 100 værelser.
Ligeledes vil den københavnske hotelkæde Brøchner Hotels for første gang at rykke ind i Aarhus. Det sker med et boutique hostel med 560 senge fordelt på 120 værelser med plads til henholdsvis to, fire, seks og otte personer. Det kommende hostel åbner næste år i Aarhus’ tidligere hovedbibliotek i Mølleparken i den centrale del af byen.
Relaterede artikler:
Flere hotelprojekter på vej i Aarhus
Her er Danmarks 10 største hoteller – uden for København