- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt chef forlader flyselskab

Efter 15 år hos Brussels Airlines siger dets nuværende danske chef for Norden og Baltikum farvel og mange tak. Hvad fremtiden skal bringe, ved hun endnu ikke.

Helle Lydum Pedersen stopper 8. juni hos det Lufthansa-ejede Star Alliance-medlem Brussels Airlines, som hun de seneste 15 år har været en anerkendt og synlig ambassadør for.

”Vi skilles på bedst mulige måde; det er på alle måder en lykkelig skilsmisse, også fordi jeg selv har ønsket at stoppe – tiden er kommet til nye udfordringer,” siger 47-årige Helle Pedersen til STANDBY.dk

Selve Brussels Airlines synes på kurs mod at blive helt eller delvist opslugt af Lufthansa-ejede Eurowings – dermed bliver der også færre udfordringer for Helle Pedersen som nordisk chef.

Hun ved ikke, hvad fremtiden skal bringe. ”Jeg har endnu ikke for alvor søsat mit netværk. I første omgang har jeg brug for at tænke over, hvad jeg gerne vil fremover – det må meget gerne være indenfor rejsebranchen, men jeg er også åben for andre brancher; bare det er et spændende og udfordrende job,” siger Helle Pedersen og tilføjer:

”Årene i Brussels Airlines har været super gode, hvor jeg har oplevet meget – fra gorillaer i Rwanda, vores ikoniske fly med særbemalingerne, mest kendt er nok Tintin-flyet, samt de fantastiske kolleger i Brussels Airlines-gruppen og i Lufthansa,” siger Helle Pedersen.

Brussels Airlines har i dag ruter fra Bruxelles til Billund op til tre gange på hverdage og fire gange dagligt til Københavns Lufthavn – hertil kommer ruter til Stockholm, Oslo, Gøteborg og Vilnius i Litauen. Selskabets passagerer til den belgiske hovedstad skal til selve Bruxelles eller videre med Brussels Airlines ud i Europa eller til dets over 20 destinationer alene i Afrika suppleret med tre ruter til Nordamerika og en til Indien.

En lang rejse
Det nuværende Brussels Airlines lettede i 2001 på ruinerne af det daværende nationale belgiske flyselskab Sabena. I starten hed det SN Brussels Airlines, i 2007 blev det til Brussels Airlines som Lufthansa siden starten af 2017 har været ejer af.

Helle Pedersen startede i rejsebranchen med en økonomiuddannelse i daværende Maersk Air – hun tog en afstikker til Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, men fandt efter første semester ud af, at journalistik ikke var sagen og vendte tilbage til Maersk Air.

I 1995 skiftede hun fra Maersk Air til daværende Sabena, der i 1999 blev en del af Qualiflyer Group som var det daværende Swissairs forsøg på at skabe sin egen luftfartsalliance med deltagelse af udover Swissair og Sabena også TAP Air Portugal, spanske Air Europe og LOT Polish Airlines.
Qualiflyer blev ikke den ventede succes og var medvirkende til at koste Swissair livet – det flyver i dag som Swiss, og er også ejet af Lufthansa.

Snart klar med afløser
Helle Lydum Pedersen kom i 2003 til Brussels Airlines, som hun siden 2014 har været chef for i Norden og Baltikum – men der er blevet stadig færre ansatte. For bare et års tid siden havde Brussels Airlines syv medarbejdere i Norden – i dag er hun den eneste tilbageværende.

”Men udviklingen, eller afviklingen, i antallet af Brussels Airlines-kolleger er også tegn at Lufthansa repræsenterer os rigtig godt i Norden,” siger Helle Pedersen og tilføjer: ”Omvendt betyder det også, at der ikke mere er så store udfordringer i mit nuværende job. Lige nu har jeg travlt med overleveringen til min afløser som vi kan præsentere inden månedens udgang – vedkommende får titel i Norden af business development manager Eurowings Group; jeg fik tilbudt jobbet, men takkede pænt nej.”

Relaterede artikler:

Flyselskab klar med flyvende smølfer

Brussels Airlines siger farvel til lille arbejdshest

Lufthansa overtager hele Brussels Airlines