- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt profil skifter til British Airways

Anne Klintfält, der har en bred karriere bag sig hos navnlig flyselskaber, har landet nyt job hos British Airways, Iberia og American Airlines.

Svenske Anne Klintfält er netop tiltrådt som Sales Manager Consumer Sales Nordics hos British Airways og to af dets Oneworld-partnere, Iberia og American Airlines.

Anne Klintfält er ny nordisk salgschef for Consumer Sales hos British Airways, Iberia og American Airlines. PR-foto.

Hun kommer senest fra det danske GSA-bureau United Spirit Nordic, der blandt andet er kendt for at repræsentere Sydafrikas nationale turistråd samt emiratet Ras Al Khaimah.

Anne Klintfält begyndte sin karriere i luftfart i 1993 hos irske Aer Lingus og har i løbet af de sidste 25 år også arbejdet for, nævnt alfabetisk, Brussels Airlines, Emirates, Finnair, Icelandair, Iceland Express (det nuværende Wow Air) og Malaysia Airlines. Men hun har også erfaring fra andre dele af rejsebranchen, herunder sin tid hos Marriott Global Sales.

”Jeg glæder mig rigtig meget over at være blevet Sales Manager hos British Airways, Iberia og American Airlines. Det er tre stærke og spændende brands at arbejde med, og jeg kender dem jo en del fra min tid i Finnair, der også er med i Oneworld,” siger Anne Klintfält og tilføjer:

”Jeg ser frem til arbejdet med mine nye kolleger hos British Airways, mange af dem kender jeg jo fra tidligere, samt at få nye spændende udfordringer og komme ud i markedet og møde alle vores kunder.”

Over 50 ugentlige BA-fly til Danmark
I sit nye job hos British Airways skal Anne Klintfält blandt andet arbejde sammen med Klaus Bigum, der er Sales Manager – Consumer Sales – for også British Airways, American Airlines og Iberia. Han kom til BA for to år siden efter ni år hos Air Canada i Norden som Senior Sales Executive.

British Airways har på hverdage syv flyvninger mellem sin hovedlufthavn, London Heathrow, og Københavns Lufthavn ligesomt BA har rute mellem Billund Lufthavn og Heathrow. BA er del af International Airlines Group, IAG, med blandt andre spanske Iberia og Vueling samt irske Aer Lingus.

Relaterede artikler:

British Airways øger GDS-distributionsgebyr

Investerer millioner i nyt catering-koncept

BA skælder ud på London Heathrow