- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt profil tilbage hos Icelandair i Skandinavien

Icelandair har atter en chef i Skandinavien. Flyselskabets tidligere general manager i ti år for Skandinavien er efter et år væk fra selskabet nu retur i sin tidligere position med base i København.

Bjarni Birkir Hardarson startede hos Icelandair som salgschef i Norge fra 2006-08 fulgt af ti år som general manager for flyselskabet i Skandinavien. Han stoppede sidste efterår i forbindelse med Icelandairs sparerunder, men flyselskabet fandt ud af, at det havde brug for en chef i Skandinavien og at disse opgaver ikke kunne klares fra hovedkvarteret i Island.

Sparerunderne sidste år betød også, at Icelandair lukkede sine fysiske salgskontorer i Stockholm, Oslo og Helsinki og dermed kun havde et skandinavisk kontor i København. En analytiker har tidligere i år sagt til STANDBY.dk: ”Icelandair har ikke passet godt nok på agent- og turoperatørsalget.”

Icelandair havde sidste år 356.000 passagerer til og fra Københavns Lufthavn, en af Icelandairs største destinationer – i alt forventer selskabet samlet i år 4,2 millioner passagerer mod fire millioner sidste år. “Selskabet arbejder stadig med sine planer for næste år, så vi kan ikke kommentere på forventede passagertal endnu,” oplyser Bjarni Birkir Hardarson.

For med starten af denne måned kom Bjarni Birkir Hardarson tilbage til Icelandair – som director for Skandinavien og Finland og med kontor i Icelandairs skandinaviske hovedkontor i Sydhavnen i København.

Om tiden fra han måtte stoppe i Icelandair sidste år og frem til genansættelsen fra denne måned, skriver Bjarni Birkir Hardarson i en mail til STANDBY.dk:

”Tiden har jeg det meste brugt med mine børn og familie. Det har været dejligt at hente børn fra skole og vuggestue/børnehave tidligt om dagen og hygge os. Men jeg gik også i gang med at arbejde mig ned af den stadig længere opgaveliste, jeg gennem årene havde fået fra min hustru over ting der skulle laves i hjemmet.”

Økonomien driller
Børsnoterede Icelandair flyver med økonomiske udfordringer – selskabet har flere omgange i løbet at året nedjusteret forventningerne til årets resultat.

Icelandair er blandt andet presset af stigende konkurrence mellem Europa og Nordamerika. Udfordringerne kommer blandt andet fra islandske Wow Air, der også er i økonomiske problemer. Omvendt gav det måske lidt luft, da det islandsk-ejede Primera Air gik konkurs sidste uge.

Som endnu en årsag til problemerne har Icelandair selv peget på, at de strukturelle ændringer i selskabets salgs- og marketingafdeling, der blev foretaget sidste sommer, ikke blev gennemført tilstrækkeligt godt.

Relaterede artikler:

Vækstboblen bristede over Nordatlanten

Forbrugerchef atter tilfreds med Icelandair

Fra Icelandair til Bella Center