- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kinesisk flyselskab viser flaget i Danmark

Beijing Capital Airlines, der i 2015 kortvarigt fløj på Københavns Lufthavn, har fået repræsentation i Danmark.

TAL Aviation, der i forvejen repræsenterer omkring 50 flyselskaber i Europa og resten af verden, skal nu vise flaget for kinesiske Beijing Capital Airlines i Danmark. TAL repræsenterer i forvejen Beijing Capital Airlines i otte lande i Europa. TAL Aviations nordiske kontor ligger i Stockholm.

Kinesiske Beijing Capital Airlines, der indgår i konglomeratet HNA Tourism Group, som blandt andet er modselskab for en række kinesiske flyselskaber, fløj i efteråret 2015 cirka 3.500 chartergæster fra Hangzhou og Beijing til Danmark.

Beijing Capital Airlines havde i år planer om at vende tilbage til København med rute gennem sommersæsonen fra Beijing til København. Men da Air China fik kinesisk tilladelse til at flyve til København, måtte Beijing Capital Airlines opgive planen som følge af begrænsninger i trafikrettigheder for kinesiske flyselskaber.
Star Alliance-medlemmet Air China åbnede 30. maj i år helårsrute fra Beijing til København. Den flyves fire gange om ugen med en Airbus A330-200 med plads til 237 passagerer.

Kinas nuværende ”one route, one airline” politik blev oprettet for at forhindre blandt andet statsejede kinesiske flyselskaber i at konkurrere på de samme ruter – der er dog en række undtagelser. Men tidligere i år signalerede de kinesiske luftfartsmyndigheder, at man vil lempe sin politik. Den kommende ændring vil gøre det muligt for flere kinesiske selskaber at flyve for eksempel langruter til Europa, skrev nyhedsbureauet Reuters.

At der kan være en opblødning på vej for kinesiske selskaber, der ønsker at flyve på for eksempel Europa, kan være årsagen til at Beijing Capital Airlines nu har valgt at lade sig repræsentere i Danmark.

Mange kunder i Danmark og Norden
Ifølge sin hjemmeside repræsenterer TAL Aviation i Danmark udover Beijing Capital Airlines også airBaltic. På nordisk plan tæller kunderne blandt andet Hainan Airlines, Aerolineas Argentinas, græske Aegean Airlines, SriLankan Airlines og Wyndham Hotel Group.

Udover flyselskaber repræsenterer TAL Aviation også hotelkæder og biludlejningsselskaber. Siden TAL åbnede for over 30 år siden er selskabet vokset til i dag at have 250 medarbejdere på over 35 kontorer, der dækker 50 lande verden over.

Relaterede artikler:

Kinesiske flyselskaber kan øge på Europa

SAS bøjer sig for pres fra Kina

Storaktionær vil væk fra Hilton