- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Klar til øget krydstogtsalg

MyCruise.dk, der regnes som største rejsebureau i Danmark på salg af krydstogter, forventer i år en salgsfremgang på 10 procent. Sidste år solgte bureauet 10.000 krydstogter.

”Vi har allerede solgt rigtig godt i starten af året – holder den tendens kommer vi op på fremgang på ti procent sammenlignet med sidste år, hvor vi havde samme vækst.”

Klik for stort format. MyCruise fejrede sidste år ti års jubilæum – her ses medarbejderne ved jubilæet. Foto: MyCruise.dk

Det siger administrerende direktør for MyCruise.dk, Claus Jensen, til STANDBY.dk – han er i dag sammen med barndomsvennen Nicki Olsen de to ejere af det ti år gamle rejsebureau, der ganske pudsigt, når det gælder krydstogter, har adresse i Vanløse.

”Vi er endnu ikke særlig store på salg af de fine krydstogter, men sælger mest mainstream. Vi konkurrerer nok mest med charterrejsebureauer og sælger flest krydstogter med Costa Cruises og MSC Cruises fulgt af Royal Caribbean, Celebrity Cruises og Norwegian Cruise Line,” siger Claus Jensen.

MyCruise solgte sidste år cirka 10.000 krydstogter, og går det fortsat godt i år forventer bureauet en vækst i år på omkring ti procent. På verdensplan blev sidste år det bedste nogensinde for krydstogtbranchen med over 28 millioner solgte krydstogtgæster. Det var en stigning på cirka 25 procent på fem år.

Rejsebureauet i Vanløse ved København har 25 medarbejdere, her af er halvdelen i salgsteamet. Resten står for blandt andet support, marketing, onlinebooking, IT og administration.

”Vi tilbyder typisk de mest billige krydstogter – vi har mange gengangere blandt vores kunder, men har også mange gæster, der for første gang skal på krydstogt. Vores gæster rejser på krydstogter i et miks – nogle er helt vilde med krydstogter, mens andre tager afsted hvert andet tredje år og kombinerer dermed krydstogt med andre ferieformer,” siger Claus Jensen, hvis MyCruise blandt andet er på Ferie for Alle-rejsemessen denne måned i Messecenter Herning.

MyCruise sælger tre primære krydstogtprodukter – med afgang fra København rejser til henholdsvis de norske fjorde eller Østersøen med blandt andet Skt. Petersborg; disse krydstogter sejles blandt andet denne sommer af skibet MSC Meraviglia fra italienske MSC Cruises; herefter følger krydstogter i Middelhavet, navnlig den vestlige del med for eksempel de græske øer og Kroatien samt verdens største krydstogtdestination, Caribien.

”Navnlig Caribien er ekstra interessant i det kommende sommerhalvår,” siger Claus Jensen og fortsætter:

”Dels er flybilletter prismæssigt til at betale, dels er der megen kapacitet fra krydstogtrederierne. Globalt er der nemlig i år stor efterspørgsel til Middelhavet fra den største gruppe krydstogtpassagerer, amerikanerne. Det presser gennemsnitsprisen op i Middelhavet og betyder dermed mere ledig kapacitet i Caribien.”

Klik for stort format. MyCruise modtog mange priser sidste år. Her et udsnit af prishøsten, der omfatter Børsens Gazellepris; Royal Caribbean: Best performer, Denmark; Celebrity Cruises: Best performer, Denmark; Costa Cruises: Best online agent, Scandinavia; Norwegian Cruise Line: More than a million (størst i Danmark og Skandinavien); MSC Cruises: Størst i Skandinavien.

Bedste år målt i omsætning
2018 blev MyCruises hidtil bedste år målt på omsætning. Sidste år havde virksomheden 10-års jubilæum, hvor rejsebureauet blev en af Børsens Gazelle-virksomheder blandt andet som følge af fordobling af omsætningen i forhold til 2014 og virksomhedens næstbedste resultat før skat.

Ligeledes modtog MyCruise sidste år flere branchepriser fra de store rederier. ”Flere af rederierne har vi haft et tæt samarbejde med i en årrække, de har støttet os fra vi var helt grønne og skulle finde vores ståsted i markedet,” siger Nicki Olsen, medejer og salgsdirektør i MyCruise, og fortsætter:

”Vi har efterhånden etableret os som Skandinaviens måske største krydstogtbureau, fordi vi har evnet og investeret i at levere kundeservice og oplevelser af høj kvalitet, som gæsterne husker og anbefaler til venner og bekendte.”

Relaterede artikler:

Boom i booking af krydstogter

Største år for nye krydstogtskibe

Flere Gazeller i den danske rejsebranche

Hun er fan af havet, hvad enten det er kajak eller krydstogtskib