- STANDBY.DK - https://standby.dk -

København var Europas 7. største kongresby i 2018

Med over 80.600 deltagere i internationale møder og kongresser var København sidste år Europas 7. konferenceby. Hele Danmark havde knap 92.000 MICE-gæster i 2018, viser ny undersøgelse.

ICCA – International Congress and Convention Association – har netop offentliggjort sin statistik for 2018 målt i antal deltagere; i maj kom ICCA med sin opgørelse over byer verden over med flest kongresser – se link til denne artikel i slutningen af denne historie.

ICCA-listerne er ikke nødvendigvis 110 procent dækkende for de faktiske forhold. Et lands eller en destinations rangering på ICCA’s liste afhænger blandt andet af, hvor meget det enkelte land eller destination selv indrapporterer til ICCA.

Ellers er kriterierne for optagelse på ICCA-listen, at kongressen skal holdes regelmæssigt, have mindst 50 deltagere, her af et vist antal fra andre lande end arrangementet holdes i, deltagerne skal have mindst en overnatning i værtsbyen og kongressen skal rotere mellem mindst tre lande.

2018 ICCA Statistics Report viser blandt andet, at målt i antal deltagere indenfor de nævnte ICCA-krav, var Barcelona sidste år verdens største kongresby i antal deltagere – selv om Paris havde 49 flere ICCA-registrerede konferencer.

Barcelona havde sidste år næsten 135.000 mødedeltagere, der opfylder kravene hos ICCA; Paris havde på andenpladsen over 126.200, mens Wien som nummer tre med tæt på 105.000 deltagere. Herefter følger München, Berlin, Amsterdam og Toronto som højest placerede by udenfor Europa.

På ottendepladsen – og som nummer syv i Europa – kom København med 80.618, fulgt af Madrid og Singapore.

USA største kongresland
Opgørelsen for ICCA for 2018 har også en top 20 over de lande som holdt flest ICCA-registrerede kongresser

Der var i USA sidste år lige over 384.000 deltagere i de kongresser, der opfylder ICCA’s betingelser. Herefter kom Spanien med 297.000 og Tyskland med over 293.000.

Disse blev fulgt af Frankrig, Canada, Storbritannien, Italien, Japan, Holland og Kina.

Som nummer 17 og første nordiske land på top 20 kom Danmark med 91.975 deltagere, fulgt af Sverige som nummer 18 med 83.796.

Møder for milliarder
Ifølge ICCA er de tre største områder indenfor kongresser medicinalvidenskab, 17 procent, teknologi, 14 procent og videnskab, 13,5 procent.

September er måneden med flest møder og kongresser, der opfylder ICCA-specifikationerne; ligeledes oplyser ICCA, at der skønsmæssigt sidste år blev brugt over 82,5 milliarder kroner på møderne i opgørelsen, en stigning på fire procent fra 2017.

Relaterede artikler:

USA og Paris har begge førsteplads på kongresliste

DFDS forbedrer MICE-produkt

Dubai øger fokus på events og kongresser