MICE-gæster i København, der på ny liste sidste år var verdens 16. største by for møder og konferencer. Pressefoto: Martin Heiberg for Wonderful Copenhagen.

USA og Paris har begge førsteplads på kongresliste

USA var også sidste år verdensstørste kongresland, mens Paris var største by i antal kongresser, viser 2018-opgørelsen fra ICCA (International Congress and Convention Association)

ICCA-listen er ikke nødvendigvis 110 procent dækkende for de faktiske forhold. Et lands eller en destinations rangering på ICCA’s liste afhænger blandt andet af, hvor meget det enkelte land eller destination selv indrapporterer til ICCA.

Ellers er kriterierne for optagelse på ICCA-listen ret simple: kongressen skal have mindst 50 deltagere, her af et vist antal fra andre lande end arrangementet holdes i, deltagerne skal have mindst en overnatning i værtsbyen og kongressen skal rotere mellem mindst tre lande.

Dermed placerer ICCA for 2018 USA som det land, der opfylder kriterierne, som nummer et med 947 kongresser, fulgt af Tyskland med 642 og Spanien med 595. Herefter følger Frankrig, Storbritannien, Italien, Japan, Kina, Holland og Canada med 315 kongresser.

Sverige er som eneste nordiske land på top 20-listen med plads nummer 14 med 257 kongresser som opfylder de nævnte kriterier. ICCA offentliggør kun de 20 højest placerede – resten af informationerne er til foreningens medlemmer.

København nu kun nummer 16 blandt byerne
2018-listen fra International Congress and Convention Association har også en top 20 over verdens byer med flest kongresser, der opfylder punkterne fra ICCA.

Listen toppes af Paris med 212 møder og konferencer indenfor de nævnte kriterier. Herefter kommer Wien med 172 og Madrid med 165.

De efterfølges af Barcelona, Berlin, Lissabon, London, Singapore, Prag og Bangkok på 10. pladsen med 135 ICCA-godkendte møder og konferencer. På 11. pladsen står Buenos Aires, fulgt af Hong Kong, Amsterdam, Tokyo og Seoul.

Som nummer 16 lander København med 120 møder og kongresser (et fortsat fald for København der tilbage i 2016 var nummer fire på listen), fulgt af Bruxelles, Dublin og Stockholm som nummer 19 med 103, mens Budapest og Taipei, hovedstad i Taiwan, deler 20. pladsen med hver 100 møder og konferencer.

Bruxelles og Taipei er begge nye på top 20-listen for 2018 som Montreal og Rom til gengæld er røget ud af.

Relaterede artikler:

København får pris for at tiltrække kongresgæster

DFDS forbedrer MICE-produkt

Aarhus alligevel ikke større kongresby end Los Angeles