- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Københavns Lufthavn klar til ny langrute

Sichuan Airlines flyver sin nye ti timer lange rute til København to gange om ugen fra dets hjemmebase, Chengdu – hovedstad i provinsen Sichuan i det vestlige Kina. Airbus A330-300 flyet har plads til 301 passagerer, 36 på business og de øvrige 265 på økonomiklasse.

Klik for stort format. Københavns Lufthavns administrerende direktør, Thomas Woldbye, med Kinas ambassadør ved ruteåbningen i dag, mandag. Foto fra Københavns Lufthavn.

Den nye rute indvies i Københavns Lufthavn af erhvervsminister Rasmus Jarlov, Kinas ambassadør i Danmark, Deng Ying, lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye, og en repræsentant fra Sichuan Airlines.

Selve Sichuan Airlines, der ejes af blandt andre China Eastern, China Southern og Shandong Airlines, repræsenteres i Danmark af GSA-bureauet APG. Sichuan Airlines råder over 132 fly og har cirka 80 destinationer, ruten til København bliver selskabets tredje til Europa.

Området omkring Chengdu, der har omkring 14 millioner indbyggere, er blandt andet kendt som hjemsted for kæmpepandaerne. To af disse udlånes i øvrigt næste forår fra Giant Panda Breeding Research Base ved Chengdu til Zoologisk Have i København.

Klik for stort format. Ruten blev officielt åbnet af fra venstre vicedirektør i Sichuan Airlines, lufthavnsdirektør Thomas Woldbye og den kinesiske ambassadør i Danmark, Deng Ying.

260.000 kinesiske overnatninger i Danmark
Sidste år kom over 110.000 kinesere til Danmark via Københavns Lufthavn; ifølge VisitDenmark var der sidste år 260.000 kinesiske overnatninger i Danmark. Københavns Lufthavn har kinesiske guider, kinesiske skilte samt en kinesisk version af CPH Airport app’en.

Ruten fra Chengdu bliver den fjerde mellem Kina og København til at åbne i år. I maj begyndte Cathay Pacific at flyve sæsonrute fra Hong Kong til København, den lukkede efter planen sidst i oktober.

Få dage senere åbnede SAS dog helårsrute mellem København og Hong Kong med fem Airbus A340 med 247 sæder om ugen, i alt 1.235 sæder – mod Cathays tre ugentlige A350-900 flyvninger med i alt 840 sæder, 280 per afgang. Dermed fik Københavns Lufthavn to ekstra flyvninger om ugen – hele året – en stigning på udbudte flysæder med omkring 50 procent. SAS flyver i forvejen fra København til Beijing og Shanghai. 

Klik for stort format. Air China-besætning i Københavns Lufthavn, da selskabet i maj startede sin helårsrute fra Beijing til København – fra sidst i marts næste år bliver ruten betjent af en større Airbus A330 med over 25 procent flere flysæder. Foto: Københavns Lufthavn.

Air China øger på Københavns Lufthavn
Også i maj i år åbnede Air China fra Star Alliance helårsrute fra Beijing til København. Der er fire ugentlige Airbus A330-200, der i versionen til København har plads til 237 passagerer; 30 på Business Class og 207 på Economy Class.

Air China-ruten har åbenbart været en succes, for ifølge det oplyste vil Air China fra udgangen af marts næste år indsætte en større fly Airbus A330-300 på ruten med over 25 procent flere passagersæder; stadig 30 på Business, men som noget nyt også 16 på Premium Economy, samt 255 pladser på Economy Class.

Ud over de fire langruter til at åbne i år mellem Kina og Københavns Lufthavn har lufthavnen fået endnu en interkontinental rute – nemlig fra Jordans hovedstad, Amman, der fra i år fik trafik af Norwegian med et fly om ugen, mens Royal Jordanian flyver tre gange ugentligt.

Sidste år fløj i alt 3,5 millioner passagerer til og fra Københavns Lufthavn med langruter. Af disse fløj cirka 450.000 til lufthavnen for at skifte til en langrute.

Relaterede artikler:

Københavns Lufthavn håber på flere langruter

SAS fejrede ny rute til Hong Kong

Stor vækst på langruter i Københavns Lufthavn