- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Københavns Turistinformation får grønt stempel

Copenhagen Visitor Service, bedre kendt som Københavns Turistinformation, bliver som første turistinformation i Danmark certificeret som Green Tourism Organization.

Green Tourism Organization er en ordning for organisationer inden for turisme, der har særligt fokus på bæredygtighed. Københavns Turistinformation, Copenhagen Visitor Service, har netop fået certificeringen, som HORESTA og Friluftsrådet står bag.

I en pressemeddelelsen skriver HORESTA, at med certificeringen bliver Copenhagen Visitor Service en del af et lille, men voksende grønt selskab, der omfatter Visit Aarhus, Visit Aalborg, Wonderful Copenhagen plus en lang række hoteller.

”Københavns Turistinformation har allerede iværksat mange gode miljøtiltag, både i forhold til deres egen drift, forslag til oplevelser for turister i København og i forbindelse med deres aktiviteter ude i byen,” siger Mikal Holt Jensen, sekretariatsleder for Green Tourism Organization i HORESTA.

I Copenhagen Visitor Service, som er en del af Københavns Kommune, er man glad for at kunne kalde sig en Green Tourism Organization, men arbejdet med bæredygtig turisme er først lige begyndt, siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde i pressemeddelelsen:

”Det er glædeligt, at byens turistservice nu er blevet certificeret som en Green Tourism Organization. Min ambition er, at den bæredygtige turisme skal blomstre i København. Københavns Kommune skal gå foran og arbejde endnu mere målrettet med bæredygtighed bl.a. hos vores mange partnere. Vi skal genrejse turismen efter Corona, men det skal ske på en bæredygtig måde af hensyn til klimaet og borgerne i byen.”

400.000 årlige gæster
Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune har siden 2015 haft ansvaret for byens officielle turistinformation, Copenhagen Visitor Service (CVS).

CVS får årligt besøg af over 400.000 gæster i centeret på Vesterbrogade. CVS har skabt et digitalt oplevelsescenter, der har været medvirkende til, at København i 2018 blev udnævnt til Europas bedste digitale destination.

CVS servicerer årligt 100.00 besøgende i via digitale kanaler. Derudover servicerer CVS via den mobile gæsteservice cirka 150.000 gæster årligt på centrale knudepunkter rundt omkring i byen, for eksempel lufthavnen, kongresser, større sports- og kulturevents, krydstogtkajen og så videre.

Relaterede artikler:

Grønne stempler til VisitAarhus og VisitAalborg

WoCo har ny partnergruppe til PR for København

Styr på corona kan give dansk krydstogtrekord i 2021