- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Københavnske hoteller mangler aircondition

Den lange varmeperiode øger kravet om aircondition, som længe har været årsag til klager, især fra amerikanske gæster. I sin tid krævede Filippinernes præsidentfrue, Imelda Marco, to suiter på københavnske hoteller, fordi hun var i tvivl om anlæggene var gode nok.

Efter tre måneder med sydlandske temperaturer måtte det komme. Klager over manglede aircondition på flertallet af københavnske hoteller. Kun på de femstjernede og få firestjernede kan gæsterne regne med at få et værelse med aircondition.

Flere amerikanske rejsebureauer plus krydstogtselskaber stiller som et krav til hotelkontrakter i København, at der er aircondition. Og det vil blive endnu flere i fremtiden efter den varme danske sommer, spår branchefolk.

Berlingske har talt med nogle hotelgæster i sidste uge, og de fleste er dybt overrasket over, at der overhoved findes hoteller i Danmark uden aircondition. Når de hører, at det også er sjældent i danske hjem, bliver ikke mindst amerikanerne forbavsede. Hvad enten man bor i Florida eller i Seattle (med et klima som i Danmark) har man aircondition i USA. For nogenlunde samme pris om sommeren, som det koster at varme op om vinteren.

Administrerende direktør i Horesta, Katia K. Østergaard, siger til avisen:

”Kun få danske hoteller har aircondition som standard. Det er en investering i millionklassen. Man må prøve at klare det med lidt dansk humor. Vi er glade for varmen i den danske sommer. Det må vore turister forstå. Gå ned i receptionen og bed om en vifte og noget vand. Og vær glad for, at de ikke skal bede om en paraply. Hvis varmen i år blev normal, måtte vi selvfølgelig se på det.”

Betalte for to suiter
Et historisk eksempel fra en international kvindekongres i København havde allerede for mange år siden fokus på aircondition. Således måtte generalkonsulen i København for Filippinerne undersøge hvor airconditionanlægget var bedst, hvis det skulle blive varmt.

Han endte med at reserve to suiter til præsidentfrue Imelda Marcos. Det ene på Hotel d´Angleterre, den anden på SAS Scandinavia Hotel. Så vidt vides blev der betalt for begge i hele perioden.

Mange nye hoteller er under opførelse i København, og her tænker man sig nok op en ekstra gang, inden man sparer aircondition væk.

 

Relaterede artikler:

Hotelkæde har boom af danske gæster

Forvirring om hotelstjerner

Støjgener dominerer fortsat i Ankenævn