- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Kort nyt

1 time siden Mallorca har app om overfyldte strande (17-05-21 – 11:40) Fundació Mallorca Turisme, Mallorcas Turistråd, har lanceret app’en “Playas Seguras” (sikre strande) for at indbyggere og ikke mindst turisterne nemt kan få information om tilgængeligheden på strandene ved Palma og overblik over sikkerhedsforanstaltninger, kapacitet, badeflag og vandkvalitet. Fundació Mallorca Turisme, der i Danmark ...

  • Mallorca har app om overfyldte strande

    (17-05-21 – 11:40) Fundació Mallorca Turisme, Mallorcas Turistråd, har lanceret app’en “Playas Seguras” (sikre strande) for at indbyggere og ikke mindst turisterne nemt kan få information om tilgængeligheden på strandene ved Palma og overblik over sikkerhedsforanstaltninger, kapacitet, badeflag og vandkvalitet.

    Fundació Mallorca Turisme, der i Danmark repræsenteres af Related, et fullservice-bureau med speciale i turismebranchen, er Mallorcas turistråd og ansvarlig for at markedsføre den spanske Middelhavsø som rejsemål.

  • Flere tyskere og svenskere kan rejse ind i Danmark

    (14-05-21 – 15:10) Flere tyske og svenske turister kan nu rejse ind i Danmark uden krav om isolation. Eneste krav er et negativt svar fra en PCR-test, taget højst 72 timer inden indrejsetidspunktet.

    De nu endnu mere velkomne tyskere og svenskere er fra grænselandet, Slesvig-Holsten i Tyskland, og Blekinge, Skåne, Hallands og Västra Götaland i Sverige.

    Den 26. juni forventes det at Fase Fire af den danske genåbning træder i kraft. Den betyder blandt andet, at man med et EU-coronapas kan holde sommerferie i Europa, og turister med coronapas kan holde ferie i Danmark.

    I øvrigt har 1,6 millioner danske borgere nu fået mindst ét vaccinestik. Knap en million – 976.027 – har fået to stik og er dermed færdigvaccinerede, viser fredagens opgørelse fra Statens Serum Institut.

  • Nyt destinationsselskab ansætter kommunikationschef

    Marie Hammershøy Boye er nyansat som kommunikationschef hos Destination Nord. PR-foto.

    (12-05-21 – 10:10) Marie Hammershøy Boye bliver fra 15. maj kommunikationschef hos Destination Nord, der startede ved årsskiftet som fælles officiel turismefremmeorganisation for Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø Kommuner.

    38-årige Marie Boye er cand.ling.merc. i internationalt informationsarbejde fra Aalborg Universitet og har tidligere været konsulent og rådgiver inden for PR, kommunikation og markedsføring. Hun kommer senest fra stilling som PR- og kommunikationsrådgiver hos Aalborg-bureauet Public Image.

    Marie Boye har erfaring med strategi, pressearbejde, issues management, kampagneplanlægning, stakeholder-kommunikation og udgivelse af content på tværs af platforme. De seneste år har hun arbejdet inden for turisme- og oplevelsessektoren for offentlige og private aktører, herunder feriehusudlejere, attraktioner og feriecentre, oplyser Destination Nord, der har Tonny S. Thorup som direktør.

  • Tjenerelev fra Comwell har kurs mod landshold

    Per Poulsen Tougaard fra Comwell Hvide Hus Aalborg er én af kun tre aspiranter til det danske Tjenerlandshold. Foto: Comwell.

    (12-05-21 – 09:50) Ved sidste måneds optagelsesprøve til det danske Tjenerlandshold blev den 24-årige tjenerelev Per Poulsen Tougaard fra Comwell Hvide Hus Aalborg optaget som én af kun tre aspiranter.

    ”Jeg har verdens bedste job,” siger Per Poulsen Tougaard, der i 2018 begyndte som tjenerelev på Comwell-hotellet. Ved sin svendeprøve fik han sølv med to 12-taller og to 10-taller.

    Tjenerlandsholdet, der består af faglærte tjenere og tjenerelever, konkurrencer i ind- og udland. Holdets næste store konkurrence er VM i Luxemburg i 2022.

    Danskejede Comwell har 16 hoteller i Danmark, et i Sverige samt Odeon i Odense og Centralværkstedet i Aarhus. Comwell beskæftiger 758 medarbejdere – heraf 130 elever.

  • Coca-Cola giver økonomisk trængte familier restaurantbesøg

    (11-05-21 – 17:50) I samarbejde med Carlsberg har The Coca-Cola Foundation doneret 555.000 kroner til Mødrehjælpen, som op mod 500 udsatte børnefamilier via gavekort kan bruge på 18 udvalgte restauranter og caféer i København, Aarhus, Odense og Aalborg – til glæde for begge parter. Familierne kan søge om gavekort via Mødrehjælpens hjemmeside.

    ”Donationen fra Coca-Cola betyder, at udsatte familier kan få en oplevelse sammen, de ellers ikke ville have mulighed for. Tiden med corona har været hård for familierne, både økonomisk og mentalt. I lange perioder har børnene været sendt hjem fra skole og dagtilbud, og det har betydet ekstra udgifter til for eksempel internet, mad samt hverdagsaktiviteter. Mange af de her familier har slet ikke råd til at holde sommerferie, så en oplevelse som den her gør en kæmpe forskel for børnene og deres forældre,” siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.

  • Nyt gavekort fra Danmarks Restauranter og Cafeer

    (11-05-21 – 17:43) ”The Host Gavekortet” er hotel – og restaurationsbranchens nye gavekort rettet mod virksomheder, der vil forkæle medarbejdere efter mange måneder med nedlukning og aflyste sociale arrangementer. Samtidig skal gavekortet give landets restaurations- og hotelbranche et længe tiltrængt boost i økonomien, hedder det i pressemeddelelse fra brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer, der står bag gavekortet.

  • Club La Santa håber på første fly den 28. maj

    (11-05-21 – 17:34) Danske Club La Santa på Lanzarote har været lukket siden marts sidste år, men genåbnede i sidste måned. Indtil nu har der ikke været direkte fly fra Danmark, men det ændrer sig forhåbentlig nu. Club La Santa har sat 28. maj som sandsynlig dato for genstart af flyvningerne.

    ”Incidenstallet på de Kanariske Øer er nu så lavt, at rejsevejledningen med al sandsynlighed ændres fra på fredag, den 14. maj. Det vil betyde, at vi atter kan genoptage direkte flyvninger fra Danmark,” oplyses det.

    Flyvningerne sker i første omgang som en samflyvning med en Airbus 321 fra Sunclass Airlines – fra København via Billund til Lanzarote. Fra 2. juli og frem er Jettime tilbage som flyselskab fra Billund med Boeing 737-800 med plads til 189 passagerer.

  • Ny undersøgelse: Hver anden dansker bliver hjemme i år

    (10-05-21 – 18:58) ”Forventer du at tage til udlandet i år,” lød spørgsmålet i undersøgelse sidste måned foretaget af Kantar Gallup for Gouda Rejseforsikring blandt 1.110 repræsentativt udvalgte danskere.

    55 procent svarede nej, 13 procent ”ved ikke.” Af de, der forventer at tage på udlandsrejse, sagde én procent i foråret, 14 procent til sommer, 16 procent til efteråret og fire procent ”i løbet af vinteren.”

    “I takt med at flere vaccineres stiger følelsen af at kunne gøre ‘normale’ ting som at holde ferie i udlandet. Det er vigtigt at man orienterer sig på Udenrigsministeriet side, og opdaterer sig om regler fra andre lande om modtage danske turister,” siger Dan Kjølhede Laursen, Goudas administrerende direktør.

  • Dansk rejsebureau vil sælge IT-system til rejsebranchen

    (09-05-21 – 11:33) Primo Tours-koncernen vil sælge sin IT-platform, Tourpaq, til flere rejsebureauer i ind- og udland. Tourpaq er et bookingsystem, der allerede benyttes af 15 rejsebureauer til automatisering af processer i forhold til styring, salg og booking af rejser. Nu lancerer Tourpaq en ny Plug & Play-version målrettet små og mellemstore rejsebureauer.

    Maibritt Kjeldgaard, medejer af og product manager for Tourpaq, siger i pressemeddelelse: ”Tourpaq automatiserer processer i forhold til eksempelvis kommunikations flow til leverandører og gæster samt overblik for rejsebureauet når det gælder salg, priser og historik.”

    STANDBY.DK skrev ved årsskiftet en større artikel om Tourpaq, klik her.

  • TripAdvisor blokerer bedømmelser af fyrstepalads

    (09-05-21 – 11:28) TripAdvisor.com, der bringer informationer og anmeldelser af blandt andet hoteller, turistattraktioner og restauranter, har midlertidigt lukket for anmeldelser af slottet Riegersburg Castle i miniputstaten Liechtenstein mellem Schweiz og Østrig.

    Baggrunden er en veritabel shitstorm mod et medlem af den regerende familie i fyrstendømmet, den 32-årige Prince Emanuel von und zu Liechtenstein.

    Prinsen har påkaldt sig stor vrede fra dyreelskere efter det er kommet frem, at han i marts i Rumænien uden tilladelse skød en stor, 17-årig brunbjørn i et naturbeskyttet område, skriver CNN. Trofæjagt af blandt andet bjørne har været forbudt i Rumænien siden 2016.

  • Ingen åbninger i rejsevejledninger – men israelere må nu komme til Danmark

    (07-05-21 – 16:30) Udenrigsministeriet opdaterer hver fredag de danske rejsevejledninger, blandt andet på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut.

    Dette er gældende fra lørdag den 8. maj klokken 16, skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside:

    ”I EU- og Schengenlandene er det fortsat kun Island og tre regioner i Norge (Nordland, Trøndelag samt Troms og Finnmark), der opfylder kriterierne for lave smittetal. Udenrigsministeriets rejsevejledninger for Island og Norge er fortsat orange, det vil sige, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes, da landene har betydelige indrejserestriktioner for rejsende fra Danmark.

    Udenrigsministeriets rejsevejledninger for tredjelande opdateres på baggrund af EU’s liste over lande uden for EU- og Schengen-området, som det kan overvejes at åbne for, fordi de lever op til fastsatte COVID-19 kriterier for indrejse til EU.

    Resultatet af EU’s seneste gennemgang af landelisten betyder, at Israel tilføjes til listen, så der åbnes der op for indrejse til Danmark fra Israel,” hedder det fra UM.

    Læs hele teksten fra Udenrigsministeriet via dette link.

  • Cirkusbygningen genåbner til august

    (06-05-21 – 18:10) Cirkusbygningen i København genåbner den 19. august, oplyser oplevelseshuset på Linkedin.

    På grund af coronakrisen fortsætter Cirkusbygningen med samme dinnershow, Carnival, der har spillet siden september 2019. ”Dog med enkelte nye numre, flere nye overraskelser og endnu mere feststemning,” hedder det.

  • Ny guidebog med bud på Danmarks smukkeste vandreruter

    Politikens Forlag klar med en ny udgave af ”Turen går til Danmarks smukkeste vandreruter” med inspiration til 33 vandreruter i hele Danmark. Illustration: Politikens Forlag.

    (05-05-21 – 14:38) Politikens Forlag er via opdatering af Turen går Til klar med en ny udgave af ”Turen går til Danmarks smukkeste vandreruter,” der udkommer 28. maj med inspiration til 33 vandreruter fordelt på 29 lokationer i hele Danmark.

    Denne guidebog er i to formater, TGT’s velkendte format, og den anden som en rigt illustreret coffee table-bog.

    Hovedparten af ruterne tager udgangspunkt i Naturstyrelsens mange afmærkede stier. Der er kort til hver rute, der er udvalgt efter skønhedsværdi, geografi og interessante naturfænomener samt dyr, planter og de kulturattraktioner, man møder.

    Ruterne i bogen er typisk omkring 10 kilometer, men der er også længere og kortere ture.

  • Forsikringsselskab: Corona-dækning uanset rejselandet

    (05-05-21 – 14:10) Forsikringsselskabet Alm. Brand tilbyder fra 1. maj gratis corona-dækning. Det er ifølge Alm. Brand første gang, at et forsikringsselskab giver kunderne en udvidet corona-dækning uden ekstra beregning.

    Mikael Hvolgaard, koncerndirektør for Privat i Alm. Brand, siger i pressemeddelelse: ”Alm. Brands corona-dækning yder kompensation for ødelagte rejsedage, hvis man kommer i karantæne i udlandet eller testes positiv for covid-19 og kommer i karantæne. Uanset om landet er rødt eller orange, ydes der kompensation for ødelagte rejsedage.

    Vi opfordrer altid til at følge Udenrigsministeriets anbefalinger. Men i takt med, at den gradvise genåbning åbner for køb af rejser, vil vi gøre det enkelt og sikkert at booke sin sommerferie, så man er sikret, hvis rejsedestinationen lukker eller ikke ønsker at modtage danske turister,” siger Mikael Hvolgaard.

  • Scandic sætter dato på næste danske hotelåbning

    Klik for større format. De 41 første medarbejdere på Scandics nye hotel CPH Strandpark har netop haft første arbejdsdag. Foto: Scandic Hotels.

    (04-05-21 – 18:28) Det bliver 17. maj, at det helt nye Scandic CPH Strandpark med 357 værelser åbner ved Københavns Lufthavn. Det oplyser hotellets general manager, Mogens Jørgensen, på Linkedin.

    I sidste måned skulle Scandic Nørreport med 100 værelser været taget i brug, men den hotelåbning bliver nu først til september. Også til efteråret er Scandic klar med sit hidtil største hotel i hele koncernen, Scandic Spectrum med 632 værelser. Det kommer til at ligge overfor Marriott-hotellet i København og ved siden af det nyeste Wakeup-hotel.

     

  • Dansk Erhverv: Vaccineforsinkelse må ikke påvirke genåbning

    (03-05-21 – 18:05) Som følge af vaccinestop af Johnson & Johnson og AstraZeneca-vaccinen, forventer Sundhedsstyrelsen nu, at der vil gå op til fire uger længere, før danskerne er færdigvaccinerede. Nu er tidspunktet omkring uge 33, midt i august.

    I en kommentar siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse: ”Det er ikke godt nyt. Dansk Erhvervs beregninger viser, at for hver uge, færdigvaccinationen bliver udskudt, så koster det to milliarder i produktionstab.”

    ”Med de nuværende indlæggelsestal er der ingen grund til at tøve. Vi foreslår blandt andet tredje fase af genåbningsplanen fremrykket fra den 21. maj til den 6. maj. Og så skal der hurtigt komme en afklaring for større arrangementer og forestillinger. Desuden skal 30-minutters-reglen væk på torsdag,” mener Brian Mikkelsen.

  • CWT skifter koncernchef og justerer firmanavnet

    Michelle McKinney Frymire er ny koncernchef for CWT. PR-foto.

    (03-05-21 – 09:57) Det globale erhvervsrejsebureau CWT har udnævnt Michelle McKinney Frymire til ny koncernchef, CEO. Hun har siden oktober sidste år været CWT’s chef for strategi, transformation og finansdirektør, CFO. Hun afløser Kurt Ekert, der i stedet skal være senior rådgiver for CWT, der har hovedkvarter i Minneapolis.

    Mens CWT hidtil har været et erhvervsrejsebureau, kalder man sig nu en: “Business-to-Business-for-Employees (B2B4E) travel management platform…”

    Michelle McKinney Frymire kom til CWT i 2019 og har tidligere blandt andet været finansdirektør for Starwood Vacation Ownership samt Delta Technology, en filial af Delta Air Lines. Hun har gennem karrieren haft topstillinger indenfor strategi, teknologi, HR og finans.

  • Malta åbner for turister

    (03-05-21 – 08:16) 50 procent af Maltas indbyggere har nu fået mindst én vaccinedosis, og 1. juni åbner Middelhavslandet for internationale besøgende og søsætter samtidig en støttepakke på 20 millioner euro, der skal hjælpe landets turistaktører på fode igen.

    ”Malta er et populært rejsemål for danskere, og turismen er en vigtig indtægtskilde for landets økonomi,” siger direktør Henrik Koch fra PR-bureauet Related, der blandt andet repræsenterer Malta Tourism Authority i Danmark.

    Malta er som de fleste andre lande orange i de danske rejsevejledninger, men færdigvaccinerede danskere skal ikke mere i karantæne ved hjemkomst til Danmark fra orange lande som Malta.

  • Grønland vil tillade op til 600 rejsende om ugen

    (30-04-21 – 17:00) Fra næste uge vil der være tre ugentlige kommercielle Air Greenland-flyvninger, tirsdag, torsdag og fredag, mellem København og Kangerlussuaq.

    Selvstyret har dog valgt at sætte en begrænsning på antallet af passagerer, der kommer ind i landet til 600 pr uge. Det skriver den grønlandske avis Sermitsiaq.

  • På jagt efter Danmarks mest grønne hotel

    Klik for større format: Fra venstre Per Christiansen fra Momondo, Anne Mette Berg fra DBTA og René Channouf Jacobsen fra Klimascore.com. Foto: Momondo.

    (29-04-21 – 15:10) Nu går rejsesøgemaskinen Momondo sammen med Klimascore.com, der vurderer hotellers klimatiltag, og Danish Business Travel Association sammen om at finde de danske hoteller, der gør den største forskel for klimaet.

    Hotellerne skal dog selv indstille sig til Momondo Climate Award, hedder det i en pressemeddelelse. Vinderen kåres 1. juli.

    Fra Danish Business Travel Association siger general manager Anne Mette Berg: “DBTA’s mission er også at skabe et netværk for vidensdeling i branchen, så for os er dette initiativ perfekt til at klæde branchen bedre på.”