- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Kroatien i klagekor over mange turister

Milde gaver daler ned til Adriaterhavets Perle, Kroatien, efter endnu en sommer med turistrekord. TV-optagelserne til Game of Thrones og en finaleplads i VM i fodbold har i den grad sat fokus på landet. Resultatet er ikke udeblevet.

Siden nytår har 800.000 udenlandske turister besøgt Dubrovnik, en stigning på seks procent i forhold til sidste år, tre millioner har boet et eller flere døgn i landet, en stigning på fire procent.

Nu er det blevet for meget, skriver AP. Folk styrter rundt på gågaden i Den gamle By, for at finde scener fra Game of Thrones. ”Tilstrømningen er utrolig,” siger en indbygger, som fra sit vindue har oversigt over gågaden. ”Jeg føler mig som om, jeg var midt i Disneyland. Det er kaos, ren kaos.”

13 krydstogtskibe på en dag
Og så får krydstogtskibene et ordentlig en på kommandobroen. Til en by med blot 40.000 indbyggere. En enkelt dag i sommer ankom 13 krydstogtskibe, store og små, men de fleste sender hver et par tusinde passagerer ind blandt de gamle mure og smalle stræder.

Dem er de lokale turistmyndigheder glade for. Alligevel er der lokale borgere, som er kørt trætte. ”De vælter ind på gågaden og fylder op, tager fotos, skubber – og ikke meget andet. Der er ikke mange penge i at have dem på besøg. De er her ofte kun to-tre timer, vælter ind i butikkerne, køber ikke noget af betydning, og spiser, når de er tilbage på skibene, og efterlader vore restauranter halvtomme.”

Krydstogtskibene kommer næsten uden undtagelse fra Venedig og er på vej til græske øer. Venedig har vendt dem ryggen, hvornår kommer turen til Kroatien?

I koret mod turismens hærgen har Barcelona og Venedig taget ledelsen, men Kroatien følger godt trop på trods af, det er et af de forholdsvis nye rejsemål for lavprisselskaberne.

Stor vækst fra Norden
I de første otte måneder af i år har Kroatien i alt haft 15,7 millioner ankomster af udenlandske turister, der samlet havde 88,5 millioner overnatninger – en stigning på fire procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Navnlig fra Norden har der været fin fremgang fra januar til august i år, oplyser den nye chef for det kroatiske turistråds kontor i Norden, Vedran Sušić, Croatian National Tourist Board. Fra kontoret i Stockholm oplyser han, at der i årets første otte måneder var 650.000 nordiske ankomster til Kroatien, hvilket resulterede i 4,5 millioner overnatninger.

Størst var stigningen fra Danmark. Fra januar til august i år var der tæt på 125.000 danske ankomster og over 830.000 overnatninger, en vækst på over ni procent i ankomster og 5,5 procent i antal overnatninger.

Fra Sverige var der tæt på 264.000 ankomster til Kroatien, en stigning på blot 1,6 procent i årets otte første måneder, mens der fra Norge var 165.000 ankomster, en forøgelse på seks procent og fra Finland næsten 90.000 ankomster, et plus på ligeledes seks procent sammenlignet med januar til august sidste år.

Relaterede artikler:

Kroatien sender turistskat til Røde Kors

Unesco sender advarsel til krydstogtselskaber

Film og TV-serier trækker turister til Kroatien