- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Kroatien vil have nyt image som turistland

Den kroatiske regering meddelte forleden, at landet vil have en ny turistpolitik med en spredning og bæredygtig turisme, som regioner og regeringen skal være fælles om. Hvad man forstår ved bæredygtig er lidt svært at gennemskue, selv efter turistminister Gari Capellis redegørelse for fremtiden.

Når man på den ene side taler om miljø og visioner om spredning til provinsen med naturen i fokus, og på den anden side netop har bevilget et større millionbeløb til næste år at styrke flytrafikken til landet, er visionen svær at indkredse. Men fremtidens turistpolitik skal være moderne, miljørigtig og konkurrencedygtig. ”Vi skal have et nyt image, ”fastslog ministeren på et pressemøde.

Turistskatten stiger
Det ser ud til, at man i mange kredse gerne vil dæmme op for flere turistbesøg, og fra årsskiftet sættes turistskatten op for alle overnatninger fra otte til 10 kroner per nat. En del af beløbet går til Røde Kors.

Alt imens nærmest vælter det ind med turister. Ifølge en dugfrisk analyse kom der alene i oktober i år 997.000 udenlandske gæster, som resulterede i 3,4 millioner overnatninger, eller en stigning i forhold til sidste år på hele 13 procent. Istrien var den mest populære region, og Dubrovnik den mest besøgte by. Her har der været store protestmøder mod forholdene med de mange turister i Den gamle By.

Danmark steg mest
Det ser ud til, at det her i efteråret først og fremmest var oversøiske turister der besøgte Kroatien.  Flest fra USA, derefter fra Kina og Sydkorea. I sommer var det Tyskland, Slovenien og Østrig, der tegnede sig for broderparten.

Men også skandinaverne fulgte godt med, selv om de officielle tal kun kendes til august. Den største fremgang i år fra de skandinaviske lande kom fra Danmark med 9,5 procent stigning til 124,993 ankomster i årets første otte måneder.

Der er næppe tvivl om, at mange flyafgange fra skandinaviske lufthavne har været stærkt medvirkende til fremgangen. Samtidig er noget af trafikken på grund af politiske uroligheder flyttet fra Tyrkiet til Kroatien.

Om de nye bevillinger til øget flytrafik kommer skandinaviske selskaber som SAS og Norwegian til gode, eller forbeholdes egne flyselskaber som Croatia Airlines, vides endnu ikke. Det kunne også være marketingtilskud fra lufthavnene til nye ruter.

 

Relaterede artikler:

Kroatien i klagekor over mange turister

Kroatien sender turistskat til Røde Kors

Film og TV-serier trækker turister til Kroatien