- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Krydstogtrederi prøver igen med sejladser

Italienske MSC Cruises har genoptaget ugelange krydstogter i det vestlige Middelhav for italienske passagerer. Skibene er en ”sikker boble” for passagerer og besætningen, siger rederiet.

Det er MSC Grandiosa, MSC Cruises’ flagskib, der er stået til søs ud af norditalienske Genova, hvor det har genoptaget sine krydstogter med syv nætter ombord. På sejladserne må der i øjeblikket under coronakrisen kun være borgere bosiddende i Italien eller borgere fra lande, der legalt må rejse på ferie til Italien.

Sejladserne har været midlertidigt suspenderet efter en periode omkring jul med begrænset bevægelighed indenfor Italien, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

De nuværende sejladser besøger Civitavecchia, der betegnes som Roms havneby, Napoli, Palermo på Sicilien samt Maltas hovedstad, Valetta.

MSC Grandiosa, der blev taget i brug i 2019, genoptog tilbage i august sidste år kontrollerede krydstogter, hvor kun 70 procent af kahytterne blev solgt. Siden da har skibet haft 30.000 gæster på krydstogter i navnlig det vestlige Middelhav. Nogle gæster har været så glade for igen at kunne komme ud, at de har købt en uges ekstra krydstogt, selv om skibet sejler samme rute, oplyser rederiet.

MSC Cruises tilføjer, at rederiets sikkerhedsforanstaltninger midt i en coronatid har været med til at sætte standarden for krydstogtbranchen og at sejladser med rederiet regnes som en af de sikreste ferieformer under coronakrisen.

Mange krav
Sundhedsforanstaltninger på Grandiosa er godkendt af sundhedsmyndighederne i Italien samt Malta, som skibet besøger under krydstogtet. Før gæsterne får lov at gå i land, skal de igen tjekkes for coronavirus og må kun deltage i udflugter arrangeret af rederiet. Generelt testes passagererne også halvvejs under krydstogtet, mens besætningsmedlemmerne testes hver uge, oplyser MSC Cruises.

Ombord skal der holdes social distance og bæres mundbind i fællesarealerne, herunder de fem restauranter.

MSC Cruises, der har hovedkvarter i schweiziske Geneve, råder foreløbig over 17 krydstogtskibe. I 2025 er tallet steget til 23.

MSC blandt de største i Danmark
På normale år sælges der cirka 50.000 krydstogter i Danmark. MSC er blandt de fem rederier, der sælges flest krydstogter med. De øvrige Royal Caribbean International, Celebrity Cruises, Norwegian Cruise Line og Costa Cruises.

Relaterede artikler:

Krydstogtrederi kræver alle passagerer vaccineret

Krydstogtrederi smed passagerer af krydstogt

Krydstogtgigant udskyder atter genstart