- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kurs mod nye danske krydstogtrekorder

Der kommer i år 1,2 millioner krydstogtturister til de danske havne. København forventer 346 anløb, mens havnene i provinsen passerer 200. Krydstogter giver milliard-omsætning i Danmark.

Samlet forventer krydstogtnetværket mellem de primære danske havne, CruiseCopenhagen Network, CCN, i år 547 anløb af krydstogtskibe mod 536 sidste år.

Af disse kommer de 346 – mod 343 sidste år – til Københavns Havn, og, siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, hvor CruiseCopenhagen er forankret til STANDBY.dk, så bliver krydstogtskibene bare større.

”Mens det gennemsnitlige krydstogtskib i Københavns Havn tilbage i år 2000 havde 860 passagerer, så kommer tallet i år op på 2.818.”

I alt forventer CCN, at krydstogtskibene i de danske havne i år samlet vil have 1,2 millioner passagerer – det højeste nogensinde; Københavns Havn kommer meget tæt på en million krydstogtpassagerer, mens der også sættes rekord i provinshavnene med cirka en kvart million krydstogtpassagerer, oplyser krydstogtchef Claus Bødker.

De danske havne i CCN er København, Skagen, Aalborg, Aarhus, Fredericia, Kalundborg, Hundested, Helsingør og Rønne. Udover København får også havnene i Rønne, Skagen og Fredericia i år markant fremgang i antal krydstogtgæster.

Mange turnarounds i Københavns Havn
Det største skib i Københavns Havn bliver i år fra det italienske rederi MSC Cruises, hvor skibet MSC Meraviglia med plads til 5.700 passagerer 22 gange vil komme til København. Det skal dels sejle krydstogter op til de norske fjorde, dels rundture i Østersøen.

Af de 346 krydstogtanløb i Københavns Havn i år bliver næsten halvdelen, 158, såkaldte turnarounds, hvor skibenes krydstogter starter og slutter i København.

Disse turnarounds er meget lukrative for københavnske hoteller, restauranter og shopping, da gæsterne typisk er to til fire dage i København før eller efter krydstogtet. København bruges blandt andet til turnarounds fordi havnen ligger rimelig tæt på Københavns Lufthavn og lufthavnens mange internationale flyruter.

Strenge miljøkrav
Skibene, der lægger til i Danmark, sejler ofte videre til Østersøen, en af de populæreste regioner efter Caribien og Middelhavet på det globale søkort for krydstogtskibe.

Østersøen er samtidig den region i verden med de strengeste miljøkrav til krydstogtskibe. Kravene har blandt andet bevirket, at krydstogtskibene i Østersøregionen, og dermed i Danmark, siden 2015 har reduceret deres svovludledning med 90 procent, oplyser CruiseCopenhagen.

Dansk krydstogtsucces
”Den danske krydstogtsucces bliver stadig mere forankret rundt i landet som en kilde til omsætning i de danske havne og forretning i byerne som følge af de internationale gæster. I år kan vi forvente en samlet effekt af krydstogtturismen i form af en omsætning på cirka 1,6 milliarder kroner og 2.200 fuldtidsjob. Med besøgstallet for 2019 sætter vi i år ny rekord for både omsætning og jobskabelse,” siger Claus Bødker.

I hovedstaden strækker krydstogtsæsonen sig i år over 200 dage fra start april til sidst i oktober, herudover kommer der julekrydstogt i december.

København havde i 2018 besøg af krydstogtgæster fra over 150 lande, hovedparten, både i København og i hele Danmark, kommer fra Storbritannien, Tyskland og Nordamerika.

Relaterede artikler:

Tæt på en million krydstogtpassagerer i København

Klar til øget krydstogtsalg

Rejsebureauer skal passe på krydstogternes faldgruber