- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Lavpriskæde åbner hotel i Aarhus

Zleep Hotels har fuld fart på åbningen af hoteller. Senest et hotel i Skejby, der bliver kædens andet hotel i Aarhus-området.

Det sker i samarbejde med PensionDanmark, der i forvejen ejer Comwell-hotellerne i Holte og Roskilde og er medejer af Copenhagen Marriott Hotel, samt NCC Property Development, der står for opførelsen.

“Vi har længe haft mere kapacitet i Storaarhus på ønskesedlen, og med hotellet i Skejby dækker vi nu Aarhus både fra syd og nord. Hotellet bliver et rigtigt godt match for os og vil sikre, at vi kan dække en stor del af det behov, der er for kvalitetsovernatninger i byen til en skarp pris. Vi tror stenhårdt på Aarhus som en stærk erhvervsby, men også som turistby er der store muligheder, som vi gerne vil være med til at støtte op omkring. Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang i Skejby”, fortæller Peter Haaber, CEO i Zleep Hotels.

Guldcertificering
I Skejby Erhvervpark er der i øjeblikket 20.000 arbejdspladser, og med Aarhus Universitetshospital, der også åbner i 2019, vil der komme yderligere 9.000 arbejdspladser til området.

Det nye Zleep Hotel, der får 100 værelser, kommer til at ligge lige ved et af den nye letbanes stoppesteder, og der vil være gratis parkering for hotellets gæster med nem adgang til motorvejen.

Ambitionen er, at hotellet skal opnå guld i bæredygtighedscertificering efter DGNB-standarden, hvilket indebærer, at krav indenfor både miljø, økonomi, teknik og socialt skal være opfyldt.

Zleep Hotels har yderligere fem åbninger på vej i 2019 i Ørestaden, Aalborg, Hillerød, København samt Stockholm.

Relaterede artikler:

Lavpriskæde får endnu et hotel i København

Ny hoteloperatør i Danmark

Mange nye hotelprojekter i Danmark