- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Legoland har ny attraktion med 1,3 millioner klodser

Danmarks største turistattraktion uden for København, Legoland, har netop fået et nyt trækplaster, Monstervæggen. Tidligere i denne sæson åbnede Legoland sin hidtil dyreste forlystelse.

Monstervæggen i Legoland i Billund med i alt 1,3 millioner Legoklodser er forlystelsesparkens største byggeprojekter i nyere tid. Attraktionen er 11 meter lang og næsten 2,5 meter høj.

Monstervæggen er skabt af parkens egen modelafdeling og er i lighed med parkens spøgelseshus skabt efter inspiration fra LEGO Monster Fighters-temaet. Det skriver Legoland i en pressemeddelelse.

Christian Woller, direktør i Legoland i Billund, siger: ”Monstervæggen er vores mest komplekse byggeprojekt nogensinde og er med sine 1.3 millioner Legoklodser blandt de allerstørste modeller her i Billund. Gæsterne skal være med til at befolke væggen med deres egne fantasifulde Lego-monstre og kreationer og på den måde være medskabere af oplevelsen.”

Monstervæggen står foran forlystelsen, Ghost – The Haunted House.

Klik for større format. Modelafdelingen hos Legoland i Billund har brugt næsten 2.900 timer på at bygge forlystelsesparkens nye attraktion, Monstervæggen. Pressefoto fra Legoland.

Bygget i Billund
Siden oktober sidste år har den nye Monstervæg været undervejs. Efter en indledende designfase og flere ugers forberedelse begyndte det store byggeri i Legoland Billunds modelafdeling. I alt er der brugt 2.899 arbejdstimer på projektet.

”Monstervæggen er et helt vildt projekt. Jeg har i hele perioden haft mellem to og seks modelbyggere til at bygge væggen, og det er rigtig lang tid siden, vi har skabt et projekt i den størrelse,” siger Jan Mouritzen, daglig leder for modelafdelingen i Legoland.

Monstervæggen er den anden nye LEGO byggeoplevelse, Legoland har lanceret i år, efter byggeoplevelsen Rebuild the World, der åbnede sidste måned.

Danmarks fjerdestørste turistattraktion
Legoland er normalt den tredjestørste turistattraktion i Danmark med 1,7 millioner besøgende. Sidste år faldt tallet dog som følge af coronarestriktioner med 60 procent til lige over én million besøgende, viste VisitDenmarks nye attraktionsliste forleden.

Kun Tivoli, Zoologisk Have i København og Dyrehavsbakken havde sidste år flere besøgende end Legoland, viste opgørelsen. Legolands sommersæson varer i år efter planen til den 28. november.

I maj åbnede Legoland sin hidtil dyreste forlystelse, LEGO Movie World på 5.000 kvadratmeter og til en pris af over 100 millioner kroner. Den er Skandinaviens første med et såkaldt ”Flying Theater.”

Bag verdens Legolande står det britiske underholdningsimperium Merlin Entertainments, primært ejet af pengetanken Kirkbi, der kontrolleres af Lego-familien, Kirk Kristiansen. De to andre medejere af Merlin er den amerikanske kapitalfond Blackstone og den canadiske pensionskasse CPPIB.

Merlin Entertainments omkring 130 attraktioner med blandt andet 19 hoteller er i 25 lande verden over. Merlin-gruppen tæller blandt andet Madame Tussauds-voksmuseerne, det enorme parishjul The London Eye og kæmpeakvariekæden Sea Life.

Relaterede artikler:

Legoland åbner forlystelse til 100 millioner kroner

Danske attraktioner mistede 11 millioner besøgende

Et skridt nærmere nyt Lalandia til 400 millioner kr.

Stor forskel på danskernes feriefavoritter i Danmark