- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Løber panden mod en mur hos andre rejsebureauer

”Jeg tror, vi er eneste rejseudbyder i Danmark, der har sat sig grundigt ind i de forskellige indrejseregler i Europa,” siger marketingchef for kør selv-bureau, der deler viden om reglerne.

Udenrigsministeriets udgiver stadig de officielle danske rejsevejledninger.

Men bilferiearrangøren Happydays fra Frederikshavn skriver i en pressemeddelelse, at man har sat sig grundigt ind i junglen af indrejseregler i Europa på de rejsemål, rejsebureauet sælger rejser til. Happydays skærer reglerne ud i pap for sine kunder og responsen er overvældende, selv Tysklands Turistkontor i Danmark henviser nu til Happydays’ blog med rejsevejledninger, lyder det.

Pressemeddelelsen fortsætter: ”Europa er åbent, bilferie hitter – men de lokale indrejseregler er stadig vanskelige at forstå og finde rundt i for ferieglade danskere, der planlægger en tur i Europa.”

Danskejede Happydays, der sælger kør selv-ferie i Europa, har samlet eksisterende viden for at kunne vejlede sine kunder, i stedet for at henvise til en mængde generelle og officielle kilder på flere sprog.

Og Happydays har valgt at dele sin viden med alle på en blog på sin hjemmeside, hvor de har samlet tips og råd til turen til Tyskland, Østrig, Italien, Frankrig og Sverige.

Løber panden mod en mur hos andre rejsebureauer
Og initiativet fra Happydays har ramt et enormt behov, siger rejsebureauets marketingchef, Karin Wenzel: ”Vi har oplevet en storm af henvendelser, og folk takker os for at gøre reglerne til at forstå.

Jeg tror, vi er den eneste rejseudbyder i Danmark, der har sat sig grundigt ind i de forskellige indrejseregler, der findes i Europa – for vi hører fra flere, at de har løbet panden mod en mur, når de spørger hos andre rejsebureauer,” siger Karin Wenzel. Hun er en del af Happydays’ ledergruppe, der samlet ejer 60 procent af aktierne i rejsebureauet.

Happydays skriver i sin pressemeddelelse, at rejsebureauet oprettede en taskforce i slutningen af maj, da det begyndte at se lysere ud for rejseudsigterne med det klare formål at hjælpe egne kunder.

”Det har altid været en del af vores kommunikationsstrategi, at vi går den ekstra mil for at give bedre service. Men det særlige her er, at coronaen sætter helt nye spilleregler, hvor vi også selv må bruge store ressourcer på at blive klogere,” siger Karin Wenzel og tilføjer:

”Hver dag kommer der nye opdateringer og lokale særregler fra landene i Europa, så bloggen på vores hjemmeside bliver opdateret hele tiden – vi asfalterer, mens vi kører.”

Så længe folk ringer, skriver og kommenterer på bloggen har vi en mission
Happydays oplyser også, at Tysklands officielle turistkontor i Danmark, Tysk Turist Information, har henvendt sig til Happydays i anerkendelse af, lyder det fra rejsebureauet, at Happydays ”har samlet den bedste oversigt på markedet – så nu linker Tysklands officielle turistorganisation til Happydays’ rejsevejledninger.”

”Det er en fjer i hatten på vores anstrengelser. Folk er heller ikke blege for at indrømme, at de har købt ferie et andet sted, men alligevel henvender sig til os for at blive klog på rejsevejledningerne,” siger Karin Wenzel og tilføjer:

“Og selvom vi har vores egne kunder som førsteprioritet, hjælper vi gerne. Så længe folk ringer og skriver og kommenterer så heftigt på bloggen med rejsevejledningerne, ved vi, at vi har en mission.”

Happydays, der er specialist i kør selv-ferie i Europa, beskæftiger i dag 21 fuldtidsmedarbejdere på kontoret i Frederikshavn.

Relaterede artikler:

Flere lande bliver grønne i nye rejsevejledninger

”Har jeg indflydelse? Det tror jeg nok jeg har”

Disse 15 lande topper danske turisters ønskeliste