- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Luksushotel til milliardbeløb skal hedde Villa Copenhagen

Københavns nye luksushotel i det tidligere centralposthus ved Hovedbanegården åbner i foråret 2020 med 390 værelser og suiter, mødefaciliteter for op til 1.200 - samt 150 nye arbejdspladser.

Nordic Choice Hotels bruger i denne tid cirka 1,5 milliarder kroner på at ombygge det over 100 år gamle tidligere centralposthus ved Hovedbanegården i København til hvad der skal blive et af byens bedste hoteller.

”Vi kommer ikke til at tjene pengene ind i min levetid, måske i mine børnebørns,” sagde grundlæggeren af den norske hotelkæde med snart 200 skandinaviske hoteller, Petter Stordalen, ved sammenkomst onsdag eftermiddag.

Hovedformålet med arrangementet var primært at oplyse om navnet på det nye hotel, der får et 5-stjernet niveau – uden at have fem stjerner på facaden.

Villa Copenhagen var det måske noget overraskende valg – men der har været omkring 20 navne i spil inden hotelkæden i sommer lagde sig fast på Villa Copenhagen, sagde hotellets direktør, Peter Høgh Pedersen, der skal stå i spidsen for de cirka 150 kommende medarbejdere, til STANDBY.dk ved sammenkomsten.

”Dette er Københavns smukkeste bygning,” sagde Petter Stordalen i sin livlige og altid entusiastiske briefing – ”det skal ikke kun være et hotel, hvor man sover, man hvor man lever og som bliver et mødested for alle, hotelgæster som københavnere. Og jeg er god til at åbne hoteller,” sagde hotelkongen.

Navnet på det nye hotel, der måske hurtigt vil blive kendt under forkortelsen VC, spiller blandt andet på at Copenhagen i dag er et hot internationalt varemærke – og en villa skal symboliserer en hjemlig følelse hos gæsterne.

”Bæredygtig luksus”
Villa Copenhagen får udover sine 390 værelser og suiter også restauranter og barer samt møde- og konferencefaciliteter for op til 1.200 gæster.

Det nye luksushotel får blandt andet en høj grøn profil – det gælder mindre brug af plastic, at reducere madspil og bruge miljøvenlig rengøringsmidler – og den kommende pool skal opvarmes med overskudsvarme. ”Bæredygtig luksus” er en filosofi, Villa Copenhagen ønsker at praktisere.

Samtidig skal Villa Copenhagen indrettes og drives med respekt sin arv. ”At omdanne en bygning på 25.000 m2 fra 1912 er ingen nem opgave,” sagde Petter Stordalen.

Nordic Choice Hotels opererer med tre kæder – eller varemærker; Clarion, som det tidligere Hilton Copenhagen Airport nu drives under, Quality Hotel, samt Comfort Hotel, der bliver varemærket for kædens kommende store hotel i Københavns Lufthavn.

Men Villa Copenhagen bliver – ligesom søsterhotellet i København, Skt. Petri – et af over 20 selvstændige hoteller samlet under Nordic Hotels & Resorts.

Relaterede artikler:

Klar med direktør til nyt luksushotel

Nyt lufthavnshotel til en milliard kroner

Millioninvestering giver hotel nye kunder

Konkurrent snupper kendt salgschef fra Scandic