- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Luksusmenu nord for polarcirklen

TURISME: Når Icehotel 200 km nord for polarcirklen slår dørene op til en ny vintersæson, er der også et nyt madkoncept på programmet. En 12-retters Chef’s Table lavet af lokale råvarer.

Køkkenchef på Icehotel, Alexander Meier.

TURISME: Når Icehotel 200 km nord for polarcirklen slår dørene op til en ny vintersæson, er der også et nyt madkoncept på programmet. En 12-retters Chef’s Table lavet af lokale råvarer.

Det svenske Icehotel, der åbnede i 1989 og ligger i Jukkasjärvi 200 km nord for polarcirklen, er i konstant udvikling. Ud over at tilbyde overnatning i issuiter og lave kunstudstillinger, kan både gæster på hotellet og de lokale fra 15. december få serveret en 12-retters menu ‘Chef’s Table’, hvor den lokale madkultur er i fokus.

Bag menuen står køkkenchef Alexander Meier, der tidligere har arbejdet på den tostjernede michelinrestaurant, Le Béarn i Geneve, før han for syv år siden kom til Icehotel i Lapland.

“Vi kommer til at arbejde med de bedste råvarer, som nærområdet byder på i kombination med klassiske svenske og kontinentale tilberedningsteknikker for at skabe små veltilberedte retter,” siger Alexander Meier.

Som at være hjemme
Konceptet omkring Chef’s Table er bygget op omkring, at gæsterne skal have en oplevelse af at være hjemme’. Gæsterne må f.eks. gerne tage skoene af, når de kommer indenfor, og der lægges op til, at man taler både med personalet og de øvrige gæster som om, man var til en privat middag.

Derpå går man samlet til bords ved det lange træbord, hvor køkkenchefen sammen med to kokke undervejs fortæller om den mad, der bliver serveret. Også drikkevarerne er fra små producenter.

“Bønderne hos producenterne værner lige så meget om kvaliteten på deres produkter som om naturen og marken, de bruger,” siger sommelieren Sofie Nordefors.

Hvert år besøger ca. 50.000 gæster Icehotel, og ambitionen med den nye menu er blandt andet, at gæsterne i endnu højere grad vil socialisere med hinanden og besøgende fra lokalområdet.

En menu inklusiv drikkevarer koster 2.785 SEK. Med alkoholfri drikkevarer koster den 2.165 kr.

Relaterede artikler:

Sverige får dyrere flybilletter

Viktors Farmor på Michelin jagt

Kokke-landskamp mellem Danmark og Sverige