- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Marriott kender ikke årsag til cyber-angreb

Trods samarbejde med FBI ved Marriott-koncernen endnu ikke, hvem der stod bag stort cyber-angreb på hotelkæden sidste efterår som ramte 383 millioner gæster i kædens datasystemer.

Mens det endnu er uklart hvem der stod bag cyber-angrebet, så har Marriott International i den mellemliggende tid brugt store ressourcer på at afskærme sine datasystemer så noget lignende forhåbentlig ikke kan ske igen.

Det budskab havde Marriotts koncernchef med de skandinaviske rødder, Arne Sorenson, med da han forleden afgav forklaring til en underkomite i USA’s senat.

Cyber-angrebet på Marriott kompromitterede i større og mindre grad data fra 383 millioner af den store hotelkædes gæster. Angrebet ramte navnlig reservationssystemet i Starwood; hotelkæden med blandt andet Sheraton som Marriott overtog i 2016.

Arne Sorenson fortalte også senatskomiteen – the Senate Homeland Subcommittee Hearing on Data Breaches – om de omfattende foranstaltninger Marriott har foretaget for at kunne afværge mulige lignende cyber-angreb.

Arne Sorenson blev blandt andet spurgt af senatorerne, om Marriott mener Kina stod bag angrebet. ”Det korte svar er, at det ved vi ikke,” lød svaret.

Marriotts koncernchef oplyste også, at hotelgiganten har givet det amerikanske forbundspoliti, FBI, oplysninger om blandt andet de IP-addresser og de såkaldte malware-værktøjer der blev brugt i angrebet på Starwood så efterforskerne havde større mulighed for at finde årsagen og bagmændene bag angrebet.

“Vi har haft stor fokus på at sikre at ”døren” fremover er lukket ligesom vi har brugt megen tid på at kommunikere med vores berørte kunder,” sagde Arne Sorenson og tilføjede:

”Marriott har endnu ikke lokaliseret nogle af de data, der blev stjålet fra Starwoods database i forbindelse med angrebet – herunder om disse blev udbudt på for eksempel internettet.”

Blandt Marriotts tiltag for at undgå nye angreb har været øget fokus på øget kryptering og spredning af data om hotelkoncernens gæster, herunder pasnumre. I Starwood-systemet var disse samlet et centralt sted.

6.900 hoteller
Selve dataangrebet begyndte i september sidste år, men det blev først for alvor opdaget en måned senere. Først sidst i november informerede Marriott offentligheden om angrebet.

Selve Marriott International-koncernen har foreløbig 6.900 hoteller fordelt over 30 varemærker i 130 lande og territorier verden over.

Næste Marriott-hotel i København bliver et Moxy-hotel, et samarbejde mellem IKEA og Marriott, der åbner næste måned i Københavns Sydhavn med 226 værelser.

Relaterede artikler:

Marriott åbner hotel med 3 varemærker

København får Hilton-hotel til 600 millioner kroner

Ingen danske hoteller helt til tops hos Michelin