Mens Marriott, en af verdens største hotelkæder, allerede har 98 hoteller med to varemærker, er det første gang kæden åbner hotel med tre af sine varemærker. Det er netop sket i USA.
Marriott Internationals nye hotel med de tre varemærker er netop åbnet i countrymusikkens hovedstad, Nashville, der også er hovedstad i sydstaten Tennessee.
Det er første gang tre af Marriotts 30 varemærker er under samme tag, nemlig AC Hotels, Residence Inn og SpringHill Suites.
Det 21-etager høje hotel med i alt 470 værelser og suiter har kostet bygherren, North Point Hospitality, omkring en milliard kroner. Det ligger i centrum af Nashville tæt på blandt andet Music City Convention Center.
AC Hotels, som også findes i København i form af AC Bella Sky-hotellet ved Bella Center, har fokus på blandt andet design, varemærket Residence Inn henvender sig til gæster med behov for længere ophold, mens SpringHill Suites henvender sig til såvel forretnings- og leisure-rejsende.
”Music City er det perfekte sted for dette stykke Marriott-historie med den første nybygning som omfatter tre af vores varemærker. Dermed har vi noget for enhver smag under samme tag – hvad enten vores gæster skal deltage i en kongres, har et længere ophold i byen eller blot er på ferie,” siger Eric Jacobs, udviklingsdirektør hos Marriott i en pressemeddelelse.
De 470 værelser og suiter i det nye hotel i Nashville fordeler sig med 209 værelser på AC Hotel Nashville Downtown; The Residence Inn Nashville Downtown/Convention Center har 136 suiter med såvel dagligstue som soveværelser samt et lille køkken – og blandt andet tilbud om at leverer mad- og drikkevarer til køleskabet. Den sidste enhed i det nye hotel er SpringHill Suites Nashville Downtown/Convention Center med 125 suiter, også her er der såvel dagligstue som soveværelse i suiten.
Snart nyt Marriott-hotel i København
Marriott-koncernen har stigende fokus på at bruge flere af sine varemærker i de samme hoteller. Foreløbig har kæden 98 hoteller med to varemærker og yderligere 144 på vej i USA og resten af verden. Selve Marriott International-koncernen har foreløbig 6.900 hoteller fordelt over 30 varemærker i 130 lande og territorier verden over.
Næste Marriott-hotel i København bliver et Moxy-hotel, et samarbejde mellem IKEA og Marriott, der åbner næste måned i Københavns Sydhavn med 226 værelser. Se artiklen herunder…
Relaterede artikler:
Nyt Marriott-hotel i København klar med direktør
Nashville spiller for British Airways