- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Masser af bakterier i lufthavnes sikkerhedskontroller

Plasticbakkerne i lufthavnenes sikkerhedskontroller er det sted med flest bakterier, viser ny undersøgelse. Københavns Lufthavn renser sine bakker.

Sikkerhedskontrollen i lufthavne er det sted alle rejsende passerer – de bruger plasticbakkerne til ting fra håndbagagen der skal scannes inden turen fortsætter mod flyet.

Fordi alverdens mennesker rører ved plasticbakkerne, er disse angiveligt det sted i en lufthavn, der er i kontakt med flest mennesker og dermed har den største risiko for at være opsamlingspunkt for flest bakterier, der kan overføres fra en passager til en anden.

Plasticbakkerne ved lufthavnenes sikkerhedskontroller har ifølge ny undersøgelse fra tidsskriftet BMC Infectious Diseases flere bakterier end for eksempel knappen på toilettet, der bruges til at tømme wc’et.

Undersøgelserne, der danner grundlag for analysen af potentielle smittekilder i lufthavne, er blandt andet foretaget i lufthavnene i Helsinki og Boston. I Helsinkis lufthavn blev der over tre uger taget 42 prøver flere steder i lufthavnen for at måle mængden af bakterier, konklusionen var entydig, der var flest i plasticbakkerne ved sikkerhedskontrollen, blandt andet bakterier med influenza A.

Ekspert i flymedicin, doktor Mark Gendreau fra Beverly and Addison Gilbert Hospitals i Massachusetts, siger til CNN:

”Resultaterne fra Helsinki passer med andre undersøgelser, der påviser, at sikkerhedskontrollerne i lufthavnene er et hot spot for bakterier med blandt andet smitsomme sygdomme.”

Doktor Gendreau henviser til en tidligere undersøgelse af hovedlufthavnen i Boston, Logan. Også her blev det påvist, at sikkerhedskontrollen var det sted med flest baktier.

Vask fingre og brug håndsprit
Efter passagererne har været gennem sikkerhedskontrollen bør de desinficere deres hænder ved at gnide dem i sprit eller vaske hænderne grundigt i mindst 30 sekunder, lyder anbefalingen fra doktor Gendreau.

”Jeg har altid en lille flaske med håndsprit med mindst 60 procent alkohol i min håndbagage,” siger doktoren og tilføjer, at man skal tænke sig om, hvad man rører efter sikkerhedskontrollen. ”Man skal helst ikke røre sit ansigt, omkring 80 procent af alle infektioner overføres fra vores hænder,” siger han.

Papbakker i Billund Lufthavn
Københavns Lufthavn har i sin centrale sikkerhedskontrol cirka 700 bakker, og de bliver naturligvis rengjort, siger lufthavnens pressechef, Kasper Hyllested til STANDBY.dk og tilføjer:

”At opsætte afspritningsautomater har ikke været efterspurgt, men idéen er under overvejelse. Vi er i forbindelse med udbygningen af sikkerhedskontrollen ved at indføre to nye test-spor i sikkerhedskontrollen, hvor vi kan afprøve nye processer, ny teknologi og nye services. Her kunne vi afprøve idéen og se, hvordan det eksempelvis påvirker flowet væk fra sikkerhedskontrollen.”

Ligesom vores kolleger i andre lufthavne, så vil vi naturligvis læse undersøgelsen fra Helsinki grundigt. Det er ikke en problemstilling, der er rejst før, men hvis der er tale om et reelt problem, vil vi naturligvis sørge for, at det bliver løst, tilføjer Kasper Hyllested.

I Danmarks næststørste lufthavn bruges der ikke plasticbakker, men papbakker i sikkerhedskontrollen, siger driftschef i Billund Lufthavn, René Høgh, til STANDBY.dk

”Vi udskifter papbakkerne når de er slidt op, men det kunne bestemt være en ide at opsætte flasker med håndsprit efter sikkerhedskontrollen,” siger René Høgh og tilføjer:

”Dette er interessante oplysninger, som jeg ikke før har kendt til – men det er da rigtigt, at rigtig mange hænder rører ved og bruger bakkerne i sikkerhedskontrollen.”

Relaterede artikler:

Lufthavnen åbner større sikkerhedskontrol

Lufthavn åbner nyt stort madområde

Klar med Danmarks første kemikaliefrie hotel