- STANDBY.DK - https://standby.dk -

MCH bekræfter: Vi holder Ferie for Alle

Meldingen om genåbningen får Messecenter Herning til at bekræfte, at man gennemfører Ferie for Alle om en måned. MCH’s direktør forudser travlt år efter aflysninger under coronaen.

”Der kan igen holdes messer, foredrag og konferencer uden deltagerloft.” Det var ét af budskaberne ved regeringens og sundhedsmyndighedernes pressemøde onsdag om genåbningen af Danmark. Genåbningen træder i kraft på tirsdag, den 1. februar.

Den positive nyhed fik torsdag Messecenter Herning til at udsende pressemeddelelse om, at også MCH nu er på vej tilbage til normale tilstande – herunder at man holder Skandinaviens normalt største rejsemesse, Ferie for Alle. Det bliver som planlagt i weekenden 25-27. februar. Sidste år måtte Ferie for Alle holdes online på grund af coronakrisen.

I pressemeddelelsen skriver MCH blandt andet: ”Med ophævelsen af coronarestriktionerne kan MCH nu atter invitere indenfor til messer, musik, mesterskaber og møder. Forude ligger et halvår med mange arrangementer og en længe ventet normalisering af hverdagen.”

Siden marts 2020 har coronakrisen sat sit præg på hverdagen i MCH, oplevelseskoncernen som omfatter Herning Kongrescenter, Messecenter Herning, Jyske Bank Boxen og MCH Arena.

Der har været næsten to år præget af en konstant uvished med nedlukning, aflysninger, udsættelser, genåbning i sensommeren og senest ny nedlukning siden slutningen af november sidste år, noterer MCH.

Store arrangementer stiller store krav til planlægningstiden
I pressemeddelelsen siger Georg Sørensen, MCH’s administrerende direktør: ”Vi var kommet rigtig godt i gang i efteråret, hvor vi blev bekræftet i behovet for vores kerneydelser, de unikke oplevelser og det fysiske, personlige møde. Og som et ekstra plus kan vi nu genoptage vores aktiviteter uden restriktioner og begrænsninger.

Store arrangementer har været og er ekstra udfordrede, for de stiller store krav til planlægningstiden, men nu kan vi med afklaring og vished sammen med vores samarbejdspartnere planlægge, tilrettelægge og gennemføre fremtidige arrangementer,” siger Georg Sørensen.

Flere kulturarrangementer blev udsat under coronakrisen, og derfor byder halvåret i MCH Herning Kongrescenter på flere oplevelser end i et normalt år. 48 arrangementer er foreløbig i kalenderen.

Også Jyske Bank Boxen kan endelig komme i gang og byder på 14 arrangementer. ”Det bliver med en særlig glæde, når vi igen kan åbne dørene i Jyske Bank Boxen, hvor der har været alt for stille alt for længe,” siger Georg Sørensen og tilføjer: ”Det har været en udfordrende periode for medarbejderne. Nogle har trods nedlukning haft meget travlt med flytning af arrangementer, kundekontakt, planlægning, ledelse og generel krisestyring, mens andre har bidraget bedst ved at være hjemsendte.

Og ved genåbningen sidste år skulle flere arrangementer end normalt gennemføres på grund af udsættelser, men med færre medarbejdere. Hele det forløb har trukket store veksler på hele medarbejderstaben,” siger Georg Sørensen.

MCH byder normalt velkommen til over én million gæster årligt til 300 arrangementer.

Relaterede artikler:  

MCH gør klar til Skandinaviens største rejsemesse

Coronakrisen gav MCH stort millionunderskud

”Online-versionen slog ikke den fysiske feriemesse”

MCH aflyser 2021-udgaven af Ferie for Alle