- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Mere gult og grønt i nye rejsevejledninger

Hele Østrig og Kroatien er igen gule i de nye danske rejsevejledninger. Azorerne og Lazio-regionen ved Rom bliver igen grøn, mens Tjekkiet er på vej til grøn status og Estland kommer tilbage til gul.

Udenrigsministeriets rejsevejledninger har fire primære farvelægninger af lande: Grøn: Vær opmærksom, Gul: Vær ekstra forsigtig, Orange: Unødvendige rejser frarådes og Rød: Alle rejser frarådes.

Hertil kommer ”Skraveret orange,” hvor UM fraråder ikke-nødvendige rejser til et land på grund af dets betydelige indrejserestriktioner.

Ved hjemkomst til Danmark fra gule lande eller regioner, skal ikke-færdigvaccinerede få foretaget en PCR-test i stedet for en kviktest.

Erhvervsrejsende, færdigvaccinerede og deres medrejsende børn samt tidligere smittede frarådes ikke rejser til orange lande og regioner, oplyser UM.

Flere farveændringer
I den ugentlige opdatering af de danske rejsevejledninger fredag eftermiddag opdaterer UM status for EU- og Schengenlandene på baggrund af de nyeste smittetal fra Statens Serum Institut. EU- og Schengenlandene er stadig grønne eller gule i de danske rejsevejledninger.

For Italiens vedkommende bliver regionen Friuli-Venezia-Giulia gul, mens Lazio-regionen ved Rom går tilbage til grøn.

De to sidste grønne regioner i Østrig, Burgenland og Kärnten, bliver gule i de nye rejsevejledninger – dermed er hele Østrig gul i øjeblikket.

Det samme er tilfældet for regionen Sjeverna Hravatska i Kroatien, der igen bliver gul, dermed er hele Kroatien nu gul.

På plussiden bliver Azorerne, den portugisiske øgruppe i Atlanten, igen grøn.

Lavere danske smittetal åbner to EU-lande
Incidenstallet i Danmark er faldet til 96,2 i denne uge, og det har betydning for andre landes indrejserestriktioner overfor danskerne, påpeger UM.

Estland og Tjekkiet forventes således at lempe deres indrejserestriktioner for rejsende fra Danmark den 13. september – natten mellem søndag og mandag. Derefter vil de ikke længere vil være skraveret orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Tjekkiet ændres til grøn, og Estland til gul i rejsevejledningerne.

Uden for EU- og Schengenlandene ændres disse tredjelande til orange i de nye danske rejsevejledninger: Albanien, Armenien, Aserbajdsjan, Brunei, Japan og Serbien. De seks lande overstiger i øjeblikket de fastsatte COVID-19-kriterier.

Her er link til dagens opdaterede pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet med masser af links til oplysninger i forbindelse med rejser i en coronatid, klik her.

Relaterede artikler:

USA-ekspert tvivler på snarlig grænseåbning

Rejsevejledningerne og det orange dilemma

Mere gult i nye rejsevejledninger