- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Michelin fjerner oplevelser med dyr fra guide

Michelin vil ikke længere inkludere oplevelser, hvor det er dyr, som står for at underholde turister, i sin Green Guide. Fra selskabet lyder det, at man finder beslutningen nødvendig.

Ud over den kendte Michelinguide står Michelin også bag en række rejseguider, og sidste år besluttede man, at man ikke længere ville inkludere oplevelser, hvor det er havpattedyr, der står for underholdningen, i sine guides.

Nu lyder det ifølge Travelpulse fra dyrerettighedsorganisationen PETA, at Michelin Green Guide har bekræftet, at man fremover hverken kommer til at sælge lædervarer eller anbefale turistaktiviteter, som inkluderer dyr – det inkluderer rideture på elefanter og kameler.

Man har dog også valgt at gå skridtet længere, og således har man i den nyeste udgave af Green Guide Spanien valgt at advare læserne om, at tyrefægtning er en ”grusom og aftagende tradition”.

”Vi er overbeviste om nødvendigheden af at præsentere indhold, som fremmer ansvarlig turisme, herunder dyrevelfærd. Derfor er aktiviteter, som kan medføre mishandling, blevet fjernet fra vores guider,” skriver Michelin Éditions om valget.

Andre dele af rejsebranchen er med
Michelin er ikke de eneste i rejsebranchen, som har valgt at sætte ind imod aktiviteter, som påfører dyr lidelse.

Andre rejsebrands er også stoppet med at tilbyde aktiviteter i deres rejseprogrammer, efter at man har erkendt, at dyr såsom elefanter og kameler lider, når de udnyttes til turismeformål.

Sidste år gik et dusin rejsevirksomheder – herunder udlejningsgiganten Airbnb – således med til at stoppe markedsføring og billetsalg til ture ved pyramiderne i Giza, som inkluderer dyr, efter at PETA gennem en kampagne afdækkede de vilkår, som dyrene, der bruges til turene, lever under.

I 2019 stoppede producenten af engelsksprogede rejseguider, Fodor’s, også med at anbefale elefantridning, mens man også opdaterede sine guides med information om den lidelse, som er forbundet med attraktioner med elefanter i fangenskab. Denne lidelse er blevet dokumenteret gennem flere år.

Da Michelin sidste år fjernede oplevelser med havpattedyr, blev man også en del af en gruppe virksomheder, som inkluderer Club Med, TripAdvisor, Booking.com og Virgin Holidays, der alle er stoppet med at rette rampelyset i retning af parker og oplevelser, hvor havpattedyr optræder for et publikum.

 

Relaterede artikler:

Michelin siger fra: Fjerner oplevelser fra rejseguides

Japan er også Michelin: 526 restauranter fremhæves

Velbekomme i Østrig: 82 Michelin-stjerner