- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Museum fyldt med Absolut Vodka

Absolut Vodka åbner dørene op for offentligheden med et helt nyt museum i Skåne, hvor den svenske spiritus er blevet produceret siden 1979.

De fleste kender nok Absolut Vodka, der blandt andet i lufthavne verden over står på hylderne i spiritusforretningen.

Hvad mange måske ikke er klar over er, at den populære vodka stammer fra den svenske region Skåne. Vodkabrandet er det tredje mest solgte i verden efter Bacardi og Smirnoff, og nu kan interesserede blive klogere på den svenske vodka.

Når det bliver juli i kalenderen, vil Absolut Vodka nemlig åbne et helt nyt museum i Åhus i Skåne. Her vil historien om Absolut Vodka blive fortalt for første gang, og man kan overvære produktionen af vodkaen på nærmeste hold.

Smag på vodkaen
Absolut Vodka blev lanceret i 1979, og i 1980’erne fik drikken sit internationale gennembrud. Flasken blev produceret med et gennemsigtigt udseende efter inspiration fra gammeldags medicinflasker. Stifteren var Lars Olsson Schmidt – en svensk brændevinsproducent.

Via gennemgribende markedsføring med fokus på kunst og design har Absolut Vodka positioneret sig i toppen af populære internationale spiritusbrands. Vodkaflasken er blevet markedsført i annoncer, der blandt andet er fortolket frit af store navne som Andy Warhol og Keith Haring.

Besøgende på det nye Absolut Vodka-museum skal naturligvis ikke snydes for smagsprøver, ligesom der også vil være mulighed for guidede rundture og middag i restauranten.

Absolut Vodka vil også tilbyde kursus i at mikse de lækreste cocktails med vodkaen. Man vil i den sammenhæng få et indblik i betydningen af Absolut Vodkas motto: ”Én kilde, et fællesskab, en fremragende vodka”.

Museet er åbent for alle aldersgrupper, men man skal være fyldt 18 år for at prøvesmage vodkaen. Ellers står den på juice.

Nøgne medarbejdere
Hele produktionen af Absolut Vodka finder sted i Åhus på østkysten af Skåne. Hvert år produceres over hundrede millioner liter vodka, og det svarer til en daglig produktion på 600.000 flasker. Det gør Absolut Vodka til Sveriges største eksportprodukt i kategorien for fødevarer.

I februar 2018 lancerede Absolut Vodka en reklamefilm – ”The Vodka with nothing to hide” – hvor de deltagende medarbejdere på destilleriet alle medvirkede nøgne. En metafor for, at virksomheden arbejder med transparens.

En guidet tur på Absolut Vodka-museet koster 250 svenske kroner (180 danske kroner, red.), mens et cocktailkursus koster 495 svenske kroner (360 danske kroner, red.).

 

Relaterede artikler:

Fuld kaptajn skal i fængsel

Nyt mad- og drikkekoncept hos SAS

Alkoholproblemer vokser på britiske fly