- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nepal vil genstarte turismen

Den 17. august bliver det atter muligt at flyve til Nepal, der er ved at gøre klar til efterårets trekking og bjergbestigning, men ledende europæisk arrangør er tilbageholdende.

Turismen i Nepal har haft svære vilkår under coronakrisen. Landet har hver måned tabt mere end 10 milliarder nepalesiske rupees, hvilket svarer til omkring 540 millioner danske kroner.

Derfor kan den nepalesiske turistindustri glæde sig over, at turist- og luftfartsministeriet tirsdag meddelte, at alle turismerelaterede aktiviteter kan genoptages fra den 17. august, når flyveforbuddet samtidig ophæves.

Fra denne dato bliver det muligt atter at flyve internationalt til og fra Kathmandu samt på regionale ruter og indenrigsruter i resten af landet. Det skriver The Himalayan Times.

Det er planen, at genstarte flytrafikken i tre faser, hvor der i første fase åbnes for flyvninger til og fra destinationer, der er mindst påvirket af COVID-19-pandemien. Herefter vil man gradvist åbne til andre destinationer i anden og tredje fase. Der vil dog være begrænsninger i opstarten, så alle flyselskaber ikke starter et fuldt trafikprogram på en gang.

Kunderne er afventende
Hos Expedition Operators Association of Nepal er man mere end klar til at genoptage trekking og ekespeditioner, så snart de nye sundhedsvejledninger foreligger.

“De fleste af rejsebureauerne vil afvikle ekspeditioner til blandt andet Manaslu og Ama Dablam, så snart flytrafikken vil blive genoptaget,” siger Iswari Poudel, næstformand i Expedtion Operators Association of Nepal og indehaver af Himalayan Guides.

Optimismen deles dog ikke af tyske Furtenbach Adventures, der en en af de ledende internationale operatører med ekspeditioner og trekkingture til Nepal. Her oplever man, at forbrugertilliden i USA, Europa, Sydamerika, Rusland og Mellemøsten ikke er intakt som følge af stigende arbejdsløshed, virksomhedskonkurser samt bekymring i forhold til smitteudviklingen.

“Jeg oplever, at mine kunder er for bekymrede og foretrækker at vente til næste år, når det værste er ovre, når en vaccine eller behandling sandsynligvis tilgængelig, og deres økonomiske situation er klarere. Der er helt sikkert nogle få mennesker, der er villige til at tage disse risici, og vi vil se nogle mindre ekspeditioner i efteråret. Dette afhænger også af, om flyselskaber flyver til Nepal eller ej; de vil kun flyve, hvis de sælger nok billetter,” siger Lukas Furtenbach til THT Online.

 

Relaterede artikler:

Dansk rejsebureau agent for britisk turoperatør

Turisttallet bare stiger i Nepal