- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norge har sin rejsebranche med i genåbningsplanen

Mens der kun var et par sætninger om rejsebranchen i den danske genåbningsplan, har den norske regering nu præsenteret sin. Den er i fire faser, der er ingen datoer, men rejsebranchen har sit eget afsnit.

“Sammen ut av krisen,” hedder den norske regerings genåbningsplan, der netop er præsenteret. Den har ingen konkrete datoer for bevægelser mellem fase 1, 2, 3 og 4. Men planen tydeliggør, hvilke forudsætninger der skal være opnået for en yderlige genåbning af det norske samfund og de norske grænser.

”Takten i genåbningen bygger på data, ikke datoer,” hedder det blandt andet i pressemeddelelsen fra den norske regering. ”Med dagens udvikling af epidemien og tempoet for vaccinationerne, vil det tidligst være muligt at skifte fra det nuværende trin 1 til trin 2 af genåbningsplanen før i anden halvdel af maj,” står der blandt andet. De norske rejsevejledninger gælder lige nu til 15. maj.

”Indholdet i faserne vil kunne ændres, blandt andet baseret på ny viden om smitte og erfaringerne fra genåbningen. Regeringen vil tage en ny vurdering af genåbningsplanen inden sommerferien,” siger den norske Mette Frederiksen – statsministeren i Norge hedder Erna Solberg. Norge samarbejder med resten af Europa og EØS-landene om vaccinationer, coronapas og så videre.

De fire faser for den norske rejsebranche
Også den norske rejsebranche er lige nu i fase 1 af genåbningsplanen. Her står der, at ind- og udrejser til udlandet frarådes. Strengt nødvendige rejser kan gennemføres.

Inde i Norge kan restauranterne holde åbent til klokken 22 og afstandskravet er én meter. Der må være op til 100 personer indendørs til for eksempel konferencer, hvor de sidder på anviste pladser.

Fase 2 har dette indhold: Rejser til udlandet frarådes, strengt nødvendige rejser kan gennemføres, fortsat strenge indrejserestriktioner for udlændinge. Åbning for prioriterede grupper af erhvervsrejsende og udvidet adgang til familiebesøg. I fase 2 må der være op til 20 personer i lejede lokaler, restauranterne kan være åbne til midnat og indenfor kan der nu være 200 personer til konferencer, når de sidder på anviste pladser.

Fase 3 i den norske genåbningsplan for rejsebranchen har dette indhold: Åbning for rejser, men fortsat karantæne og krav om testning til de indrejsende i Norge. Fortsat indrejserestriktioner, men åbning for mere normale ankomster af erhvervsrejser fra udlandet. I fase 3 bliver der også lempet yderligere på forsamlingsforbuddet og hvor mange man kan være sammen. Det afhænger blandt andet af antallet af færdigvaccinerede.

Fase 4 har store genåbninger og meget af livet er tilbage ved det normale. Men der kan fortsat være indrejserestriktioner, særlig for rejsende fra tredjelande, for eksempel udenfor EU/EØS-landene.

Her er link til pressemeddelelsen fra norske regering om genåbningsplanen, nederst er der link til skema med de fire fase. Klik her.

Relaterede artikler:

Norge forlænger rejsevejledninger til 15. maj

Rejsebrancheforeninger har udspil til grænseåbning

Dansk rejsebureau øger fokus på Norge