- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norwegian fastholder USA-ruter fra København

Norwegian vil også i år betjene fem destinationer i USA fra Københavns Lufthavn. Alene Norwegian-ruten til New York har siden sin åbning i 2014 haft over en halv million passagerer.

Norwegian markerede omkring årsskiftet at have fløjet en halv million rejsende mellem København og New Yorks JFK-lufthavn siden ruten åbnede i 2014. Norwegians rute mellem København og New York flyves året rundt fire gange ugentligt med Boeing B787 Dreamliner.

I dag har Norwegian ruter fra Københavns Lufthavn til fem lufthavne i USA. Udover New York JFK også Fort Lauderdale og Orlando i Miami samt i Californien såvel Los Angeles som Oakland ved San Francisco.

”Alene i 2018 havde vi 126.000 amerikanske rejsende mellem Københavns Lufthavn og USA. Tallet på 126.000 er i hvert fald de rejsende fra Fort Lauderdale, Orlando, New York JFK, Los Angeles og Oakland, der betalte deres flybilletter i amerikanske dollars,” oplyser Andreas Hjørnholm, chef for kommunikation og PR hos Norwegian i Danmark, til STANDBY.dk og tilføjer:

”Norwegian opererer i år de samme frekvenser og ruter som i 2018 mellem København og USA.”

I 2017 havde Københavns Lufthavn for første gang over en million passagerer alene fra USA. Den totale andel af amerikanske rejsende i Københavns Lufthavn var i 2017 på 6,9 procent. Dermed er amerikanerne tredjestørste gruppe udenlandske rejsende i lufthavnen – kun overgået af svenskerne med 13 procent og briterne med otte procent, oplyste Københavns Lufthavn i september sidste år.

Flest amerikanske overnatninger i København
Kort før jul var Danmarks Statistik klar med tal der viste, at der fra januar til oktober sidste år havde været næsten 612.000 registrerede amerikanske overnatninger i Storkøbenhavn.

Dermed indtog besøgende fra USA førstepladsen blandt udenlandske overnatninger i hovedstaden. På andenpladsen over udenlandske overnatninger i de ti første måneder af 2018 kom besøgende fra Tyskland med 563.000 overnatninger, fulgt af svenskere med 562.000, næsten 547.000 britiske og over 403.000 norske overnatninger i perioden.

”For København og Danmark er det strålende nyheder. Amerikanske turister valfarter i øjeblikket til København for at opleve den verdensberømte danske hygge i klodens lykkeligste land. Det skaber masser af aktivitet og beskæftigelse i turist- og hotelbranchen i Danmark og i alle de brancher, der understøtter turisterhvervet,” siger Matthew Wood, senior vice president for long haul i Norwegian, i pressemeddelelse.

Selvom fokus i Danmark tit er på de direkte ruter ud af Danmark, er amerikanske tilrejsende den største kundegruppe på Norwegians rute mellem København og New York. 44 procent af de rejsende på ruten betaler således i amerikanske dollars, oplyser Norwegian. Dansk hygge er i høj kurs hos amerikanerne, og for nylig fik København førstepladsen på rejseguiden Lonely Planets liste over byer, man bør opleve i 2019.

Norwegian er verdens femtestørste lavprisflyselskab, og havde i 2017 over 33 millioner passagerer på mere end 500 ruter til over 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, Singapore, Argentina, Caribien, USA og Sydamerika. Norwegian har omkring 9.500 medarbejdere.

Relaterede artikler:

Flest amerikanske turister i København

København til tops hos Lonely Planet

USA strammer regler for ESTA-ansøgninger

En million amerikanske passagerer i Københavns Lufthavn