Rejsende fra USA er i år den gruppe udenlandske besøgende med flest overnatninger i København. Sidste år havde Københavns Lufthavn for første gang over en million amerikanske passagerer.
Med næsten 612.000 registrerede amerikanske overnatninger fra januar til oktober i år har besøgende fra USA det højeste antal overnatninger i Storkøbenhavn. Det viser tal fra Danmarks Statistik ifølge VisitDenmark.
På andenpladsen over udenlandske overnatninger i årets ti første måneder kom besøgende fra Tyskland med 563.000 overnatninger, tæt fulgt af svenskere med 562.000, mens der var næsten 547.000 britiske og over 403.000 norske overnatninger i perioden fra januar til oktober i år.
Nærmarkederne Norge, Sverige og Tyskland har traditionelt fyldt mest i turismen i København. Men det har ændret sig de senere år. I 2015 indtog briterne førstepladsen med flest udenlandske overnatninger i København, oplyser VisitDenmark og fortsætter: Men efter en årrække med markant vækst har amerikanerne overhalet de fire markeder og topper nu som den nationalitet med flest udenlandske overnatninger i hovedstaden.
Dennis Englund, VisitDenmarks markedschef i USA, siger: ”København har rigtig meget at tilbyde den store gruppe af velstående amerikanere, der har et moderne udsyn og er internationalt orienterede. De rejser gerne efter gastronomi, arkitektur, design og historie, og her passer København rigtig godt ind – som regel som en del af en rundrejse til Europa eller Skandinavien.”
Netop temaer som gastronomi, arkitektur og hygge har givet Danmark fået stor eksponering i amerikanske medier de senere år. Og det er en del af forklaringen på, at flere og flere amerikanere har fået øjnene op for den danske hovedstad.
”Stort set alle de store, toneangivende amerikanske medier har de seneste år skrevet om Danmark og dansk livsstil, og det giver virkelig stor eksponering herovre. Både fordi aviserne har rigtig mange læsere, og fordi omtalen spreder sig til andre medier,” siger Dennis Englund og tilføjer: ”Samtidig sælger flere amerikanske turoperatører og rejseagenter rejser til Danmark.”
I perioden 2008-2017 er de amerikanske overnatninger i København steget 8,3 procent i gennemsnit om året. Og alt tyder på, at 2018 bliver endnu et rekordår. I årets først 10 måneder steg overnatningerne otte procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Over 1 millioner flypassagerer fra USA
Der er også blevet nemmere at komme direkte fra USA til København. Antallet af sæder på direkte flyvninger mellem Københavns Lufthavn og Nordamerika er vokset fra 420.000 i 2010 til 763.000 sidste år.
Tæller man Air Canadas rute til Toronto med, er antallet af direkte ruter fra Nordamerika til Københavns Lufthavn siden 2010 vokset fra 6 til 11.
Sidste år var der for første gang over en million passagerer fra USA i Københavns Lufthavn – det er mere end en fordobling på blot syv år. Den totale andel af amerikanske passagerer i Københavns Lufthavn er vokset fra 4,3 til 6,9 procent. Dermed har amerikanerne overhalet nordmændene og er i dag tredjestørste gruppe udenlandske rejsende – kun overgået af svenskerne med 13 procent og briterne med otte procent, oplyste Københavns Lufthavn i september.
Relaterede artikler:
En million amerikanske passagerer i Københavns Lufthavn
Fem nye i bestyrelsen hos VisitDenmark