- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny app fornyer hoteloplevelsen

HOTELLER: Den danske startup AeroGuest har udviklet en app, der skal gøre hoteloplevelsen bedre for gæsterne. Appen er lanceret hos Hotel Danmark som det første hotel i Norden.

Foto: Hotel Danmark/AeroGuest

HOTELLER: Den danske startup AeroGuest har udviklet en app, der skal gøre hoteloplevelsen bedre for gæsterne. 

Hotelgæster vil i fremtiden kunne øge oplevelsen ved at gribe ud efter mobiltelefonen i lommen.

I hvert fald hvis man spørger AeroGuest og hotelkæden Brøchner Hotels, der efter længere tids forberedelser kan løftet sløret for en ny digital platform.

AeroGuest, et dansk startup, har udviklet en app, der er tænkt som et friskt pust i en hotelbranche, som ifølge virksomheden har stået stille i de senere år. Relationen mellem gæster og hotel trænger til en fornyelse, og det skal den digitale platform være med til at skabe.

Den nye app skal gøre det lettere for gæsterne fra selve hotelbookingen til check-ud fra hotellet. Og det København-baserede Hotel Danmark, der er en del af Brøchner Hotels, er det første hotel i Norden, der kan tilbyde gæsterne appen.

”Vores gæster forventer service, der er tilpasset deres særlige ønsker og behov. Samtidig vil de have fuld kontrol over serviceoplevelsen, som skal være smidig og uden ventetid. Det betyder ikke, at gæsterne slet ikke efterspørger den personlige service længere, men der er en lang række standardservices, de foretrækker at klare selv,” siger Karim Nielsen, der er adm. direktør hos Brøchner Hotels, og fortsætter: ”Med lanceringen af AeroGuest løfter vi kvaliteten i serviceoplevelsen og frigør tid til, at vores medarbejdere kan yde en endnu bedre service i de personlige møder, der fortsat vil finde sted ved skranken i lobbyen.”

Børnesygdomme er fjernet
Til standby.dk fortæller Karim Nielsen, at man efter en testperiode er klar til at lancere tiltaget fuldt ud.

“Vores testgæster/-panel har opdaget alle børnesygdommene, og vi er nu klar til lancering for alle. Vi er meget positive og optimistiske,” siger han og tilføjer, at medarbejderne også glæder sig.

“De synes, det er meget spændende, og at det bliver rigtig fedt at få mere tid til at betjene gæsterne med ting, som de selv efterspørger. At checke ind og ud er et ‘painpoint’ for mange gæster, og noget man ikke gider i dag.”

Hoteller stået i stampe
I begyndelsen af 2016 indledtes samarbejdet mellem AeroGuest og Brøchner Hotels, men AeroGuest begyndte allerede i 2015 at arbejde hen mod en digitaliseret hoteloplevelse. Karim Nielsen har selv deltaget i udviklingen af den digitale platform.

Martin Sponholtz er adm. direktør for – og grundlægger af – AeroGuest, og har ekspertise i software efter 15 år i branchen – blandt andet også arbejde med MobilePay. Han har sammen med et hold af eksperter selv udviklet platformen og den tilhørende app gennem halvandet år.

“Mens stort set alle andre dele af rejseoplevelsen for længst er blevet digitaliseret, har hotellerne stået lidt i stampe i de senere år. Rundt omkring i verden har flere større kæder taget digitalt tilløb og udviklet deres egne skræddersyede apps med begrænsede funktionaliteter. For gæsterne er det dog langt fra optimalt at skulle hente en ny app, hver gang de besøger et nyt hotel,” siger Martin Sponholtz.

Forældede procedurer
I 2015 skulle han sammen med venner en tur til Hamborg, men den person, der havde hotelbookingen, ankom først i en bil 30 minutter efter de andre. Det gav udfordringer i forhold til at udfylde registreringskort, som efter Martin Sponholtz’ mening er en gammeldags procedure. Ligeså vel som de velkendte nøglekort af plastic, der blev introduceret i slutningen af 1970’erne, er det.

Funktionaliteter og visuelt udtryk i AeroGuests nye app kan tilpasses ethvert hotel. Appen er gratis for hotelgæsterne, mens hotellerne betaler en fast pris pr. bruger og et fast abonnement for platform og app.

Alle fire Brøchner Hotels i hjertet af København vil være integrerede med den digitale platform og app fra AeroGuest ved udgangen af 2019.

Relaterede artikler:

Brøchner Hotels får guld i økologi

Housewarming på nyt Brøchner Hotel

Ny jazzklub på Hotel Danmark

Innovationspris til Hotel Danmark

Hotel med tre værelser blandt Danmarks 10 bedste