I aftes genåbnede The Standard Jazz Club på Hotel Danmark, og har i den anledning også skiftet navn.
Brøchners Hotel Danmark, der genåbnede 8. juni efter en omfattende renovering inklusiv ny stor tagterrasse, har nu også fået en jazzklub.
The Standard Jazz Club, der har jazzpianist og musikchef Niels Lan Doky i spidsen, er rykket ind på Hotel Danmark, og i dagens anledning er den også blevet omdøbt til Niels Lan Doky International Jazz Collective, hvor der seks aftener om ugen vil være musik. Jazzklubben har tidligere været fire år på The Standard i Havnegade.
”Det har været en fantastisk stemningsfyldt aften med fuldt hus,” fortæller Tanja Ibsen Nørskov, salgs- og marketingdirektør hos Brøchner Hotels, om den første åbningskoncert af Niels Lan Doky International Jazz Collective, der tirsdag aften fandt sted på jazzklubbens nye permanente adresse på Hotel Danmark i hjertet af København.
”På vores boutiquehoteller skaber vi unikke oplevelser for både gæster, turister i byen og lokale københavnere. Der er ingen tvivl om, at publikum, inklusiv mig selv her til aften, har været vidner til en jazzoplevelse i international klasse, og vi er glade for fremover at kunne byde alle på jazz i verdensklasse her på Hotel Danmark 6 aftener om ugen,” siger Tanja Ibsen Nørskov.
Om jazzklubbens nye tilholdssted siger Niels Lan Doky:
”Siden slutningen af 1950’erne er en lang række af jazzens store koryfæer strømmet til København for at bosætte sig. Og endnu flere er kommet på hyppige gæstespil og har typisk boet hos Brøchner Hotels, mens de har været her. Med tiden har København indtaget en fremtrædende position i den internationale jazzverden. Ikke mindst med den årlige Copenhagen Jazz Festival, der er verdens største af sin slags. Og med Hotel Danmark får vi nu en ny og suveræn scene, hvor vi kan sikre byen jazz i verdensklasse seks dage om ugen hele året rundt. ”
Brøchner Hotels har sammenlagt 367 værelser fordelt på fire boutiquehoteller og har indenfor de næste to år to hoteller mere på vej. Blandt andet det femstjernede Hotel Herman K i den gamle transformerstation på Bremerholm.