- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Ny chef skal skaffe flere passagerer

35-årige Dennis Rybasch tiltræder 1. februar nyoprettet stilling som CCO – Chief Commercial Officer – hos sønderjyske Alsie Express, der har base i Sønderborg Lufthavn. Han kommer fra job som kommerciel direktør for Danish Air Transport gennem ti år med erfaring fra rute- og charteraktiviteter, herunder DAT’s ruter til Bornholm fra København, Billund og Aalborg.

Om årsagen til ansættelsen af Dennis Rybasch, siger Alsie Express’ administrerende direktør, Lone Koch, til standby.dk: ”Det sker for at være på forkant med erhvervsudviklingen i Sønderborg og Sønderborg Lufthavns udviklingsplaner. Her vil Alsie Express gerne være en af de aktører, der kommer i betragtning til styrkelsen af lufthavnens ønskede ekspansion indenfor rute- og charterflyvning. Vi vil samtidig gerne styrke vores udvikling i vores nærområde.”

Lone Koch siger, at Dennis Rybasch kommer direkte til Alsie Express fra DAT. ”Vi har gennem tiden talt flere gange med Dennis og ser hans tiltrædelse hos os som et perfekt match. Dennis skal være med til at skaffe os flere passagerer; sidste år havde Alsie Express lige under 60.000 – målet er i første omgang 70.000. Hvornår vi når det? Når vi er dygtige nok,” siger Lone Koch.

Selskab i vækst
Med Dennis Rybasch, siger Alsie Express, får vi en kompetent chef for salg og produktion med lokal forankring og et godt netværk inden for rejsebranchen. Hos Alsie Express bliver han primært ansvarlig for salg, teknologi- og produktionsudvikling. ”Sammen vil vi analysere og evaluere Alsie Express’ muligheder for at vokse”, siger Dennis Rybasch.

Alsie Express har to fly, ATR 72-500. De har typisk plads til 48 passagerer, men kapaciteten kan øges til 64. Den større version bruges til de mest efterspurgte flyvninger på selskabets hovedrute fra Sønderborg til København – samt til blandt andet charterflyvninger.

Alsie Express så i øvrigt sidste år en vækst på Sønderborg-København på fem procent. Fra København har Alsie Express interline-aftaler med Air France, Finnair, KLM, SAS og Qatar Airways. ”Vi vil også gerne have en interline-aftale med Lufthansa, men vi er desværre for små til dem,” siger Lone Koch.

 

Relaterede artikler:

Udvidelse på vej i Sønderborg Lufthavn

Frygt for dansk luftfarts fremtid

’Vores far ville have været stolt’