- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny direktør for Allers rejsebureauer

PEOPLE: ”Vi har meget ambitiøse vækstmål,” siger den kommende direktør for de foreløbig fire danske rejsebureauer i Aller Leisure.

Morten Aaberg Sørensen.

PEOPLE: ”Vi har meget ambitiøse vækstmål,” siger den kommende direktør for de foreløbig fire danske rejsebureauer i Aller Leisure.

Den 43-årige cand.merc. med speciale i økonomisk markedsføring, Morten Aaberg Sørensen, bliver senest den 4. december ny adm. direktør for Aller Leisure.

I Danmark ejer Aller Leisure foreløbig rejsebureauerne Nyhavn Rejser, Kulturrejser, Nilles Rejser og Beach Tours. Morten Aaberg Sørensen bliver blandt andet også adm. direktør for Nyhavn Rejser og Beach Tours.

Allers fire danske rejsebureauer omsætter for cirka 600 millioner kroner om året. Aller kom i 2014 ind på rejsemarkedet i Danmark med købet af Nyhavn Rejser – senest købte Aller Leisure tidligere i år Beach Tours, en del af danske NG Travel Group.

Morten Aaberg Sørensen afløser som ny øverste chef for Aller Leisure, et datterselskab til Aller Holding, Rikki Sølling, der forlod Aller-koncernen i begyndelsen af året.

Aller Leisures nye adm. direktør kommer fra en stilling som vicepræsident i konsulentvirksomheden Mannaz, hvor han har overordnet ansvar for kursusforretningen, digital udvikling, samt virksomhedens marketing.

Morten Aaberg Sørensen er ny i rejsebranchen, men kender mediebranchen, da han fra 2001–2013 blandt andet var salgs- og marketingdirektør i Berlingske Media koncernen.

I går sagde Morten Aaberg Sørensen til standby.dk: ”Jeg sagde ja til det nye jobtilbud som følge af kombination af mange ting. Rejsebranchen er en meget spændende og dynamisk branche, hvor man ikke altid ved, hvad morgendagen bringer. Det er en branche, der hele tiden synes i bevægelse.

Jeg sagde også ja, fordi jeg fra mine mere end ti år hos Berlingske kender Aller-koncernen som en interessant, dynamisk og stærk spiller.

Og så er de fire danske rejsebureauer i Aller Leisure en stærk portefølje – Aller Leisure har ambitiøse vækstmål. Dette er et drømmejob.”

Vil forfølge alle vækstmål
Morten Aaberg Sørensen ville i går ikke afsløre, om Aller har planer om at købe flere rejsebureauer i for eksempel Danmark. ”Men vi vil forfølge alle former for vækstmål og bruge synergierne indenfor Aller,” sagde han.

Aftalen mellem Aller og Morten Aaberg Sørensen kom på plads inden for de seneste to måneder. ”Siden jeg blev ansat, har jeg blandt andet fulgt rejsebranchen ved at læse standby.dk,” siger Morten Aaberg Sørensen.

I pressemeddelelse i går fra Aller sagde bestyrelsesformand for Aller Leisure, Katinka Aller, om Morten Aaberg Sørensen: ”Morten har stærke ledelsesmæssige kompetencer samt en solid erfaring med markedsføring og salg, drevet af markeds- og kundeindsigt. Dette, i kombination med hans kompetencer inden for digital udvikling, transformation og marketing, gør ham til den helt rigtige profil til at lede vores rejsevirksomhed, der er i vækst.”

Glad for Alperne – drømmer om Japan
Spurgt om sine favoritrejsemål, siger den kommende rejsebureau-chef: ”Jeg er utrolig glad for at stå på ski i Alperne – og prøver at komme af sted mindst en gang om året. Et drømmerejsemål er Japan, hvor jeg vil besøge storbyer, opleve naturen – og også gerne stå på ski.”

Morten Aaberg Sørensen, der stammer fra Randers, spillede som yngre basketball på divisionsniveau – og holder sig i dag blandt andet i form med basketball.

Relaterede artikler

Aller-familien i bestyrelsen for sine rejsebureauer

Aller vogter låget i Pandoras æske i rejsebranchen

Topdirektør vil prøve noget andet