- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny teknologi sparer hotel masser af vand

Danske Guldsmeden får miljøvenligt brusersystem baseret på NASA-teknologi på sit nyeste hotel, der åbner senere i år i København. Orbital-teknologien sparer på både vand- og energiforbruget.

Den danske kæde af boutiquehoteller får teknologi fra firmaet Orbital Systems på alle 214 værelser når gruppens sjette hotel i København åbner i år på Islands Brygge. Orbital-teknologien er udviklet på basis af NASA-forskning til mulig bemandet Mars-mission.

”Orbital-teknologien genbruger noget af vandet, så man sparer 30 og 90 procent af vandforbruget, alt efter badets længde. Systemets filtre kan ”genkende” vand med for højt indhold af for eksempel sæbe og shampoo og udleder dette for at sikre filtrene længere levetid og sender i stedet rent vand ind,” siger PR- og kommunikationschef for Guldsmeden Hotels, Kirsten Aggersborg, til STANDBY.dk og tilføjer:

Klik for stort format. OAS-brusere genbruger en mindre del af vandet fra brusebadet, hvor det renses i filtre mens gæsten er under bruseren. Systemet kan “genkende” vand med for højt indhold af for eksempel sæbe og shampoo og udleder dette for at sikre filtrene en længere levetid. Foto: Guldsmeden Hotels.

”Derudover spares også megen energi, da vandet varmes op i første omgang og derefter ikke skal varmes så meget ved re-cirkulering. Vandet ender faktisk med at være mere rent end vores danske drikkevand.”

Guldsmeden Hotels har foreløbig den nye teknologi på otte værelser på sit største hotel, Axel Guldsmeden i København. Det er dyrt at installere i eksisterende hoteller, men kommer på samtlige 214 værelser på kædens næste nye hotel på Islands Brygge i København.

20 år med Guldsmeden Hotels
Guldsmeden Hotels, der i år kan markere 20 året for åbningen af sit første hotel – i Guldsmedgade i Aarhus, deraf navnet – har højt fokus på at være bæredygtigt og økologisk hvor det er muligt. 

Bruserne på de otte værelser på Guldsmeden Axel og det kommende Islands Brygge-hotel kaldes OAS og leveres af firmaet Orbital Systems.

For snart et år siden fik Guldsmeden Hotels som en test OAS-brusere på otte værelser på Axel-hotellet. Disse viste, at der i snit – afhængig af længden på brusebadet – bruges mellem 40 og 65 liter vand mindre end ved et normalt brusebad; et ”normalt” brusebad koster mellem 50 og 100 liter vand. OAS-bruserne betyder også brug af omkring 55 procent mindre energi til at opvarme vandet sammenlignet med en normal bruser.

Ved siden af bruseren viser et display hotelgæsten, hvor meget vand der bruges mens brusebadet er i gang. Jo kortere brusebad, jo flere Smileys får hotelgæsten på displayet. ”Men gæsterne må naturligvis tage lige så langt et brusebad, som de har lyst til,” understreger Kirsten Aggersborg.

Udover sine snart seks hoteller i København, har Guldsmeden Hotels egne eller franchise-hoteller i Berlin, Oslo, Reykjavik, Sydfrankrig, Aarhus og på Bali.

Relaterede artikler:

Hotelgæster skal bruge mindre vand

”Deleøkonomien skal reguleres for at fylde 8.000 nye hotelværelser”

Hotelkæde har aircondition i alle nye hoteller