- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny tyrkisk krigsførelse bekymrer rejsebureauer

Tyrkiet har indledt krigsførelse mod kurderne i det nordlige Syrien – det bekymrer charterrejsebureauer, da Tyrkiet netop var kommet tilbage efter flere års politisk uro.

Tyrkiet er sammen med Spanien og Grækenland blandt de største charterdestinationer fra danske charterarrangører. Landet har de seneste år haft nedgang på grund af politisk uro og terroraktioner – og er nu på vej til at gøre et comeback.

Men en aftale mellem USA’s præsident Trump og den tyrkiske præsident Erdogan har fjernet hovedparten af de amerikanske soldater i det nordlige Syrien. Her har de sammen med blandt andet kurdiske krigere bekæmpet terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Men Tyrkiet har et historisk langt dårligt forhold til kurderne, og efter amerikanerne delvist har trukket sig ud, har Tyrkiet indledt en offensiv mod kurderne i det nordlige Syrien.

Det danske udenrigsministerium har rødt kort til grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Bekymring hos rejsebureauer
To af Danmarks største charterrejsebureauer med rejser til Tyrkiet ser med bekymring til, om den tyrkiske militære offensiv mod kurderne, vil betyde faldende efterspørgsel efter rejser til Tyrkiet.

Pressechef Mikkel Hansen fra TUI siger til STANDBY.dk: ”Vi har fået de første henvendelser fra kunder der spørger, om det er sikkert at rejse til Tyrkiet. Vi siger i øjeblikket ja, da krigshandlingerne er langt fra feriestederne, hvor vi har vores gæster. Og så længe Udenrigsministeriets ikke ændrer rejsevejledningen for Tyrkiet, fortsætter vi med at have landet som rejsemål.

Men vi forudser også, at nogle gæster melder fra, da de ikke vil støtte Tyrkiet på grund af kampene mod kurderne,” siger Mikkel Hansen.

Sunweb er Danmarks største charterrejsebureau på Tyrkiet. Sunweb forventer næste år i alt 115.000 gæster, hvoraf cirka 50.000 skal til Tyrkiet.

Landechef Deniz Jensen siger til STANDBY.dk: ”Vi får spørgsmål, men ikke så mange som forventet, om det er sikkert at rejse til Tyrkiet i øjeblikket. Det har endnu ikke haft nogen afsmitning på salget – men vores sæson slutter også nu med efterårsferien. Vi begynder for alvor igen med at sende gæster til Tyrkiet fra april næste år.”

”Der vil måske momentært være et lidt faldende salg, men krigshandlingerne er langt væk fra ferieområderne, og det er jo ikke første gang, at Tyrkiet er rykket ind i blandt andet Syrien,” siger Deniz Jensen.

Kurderne spredt mellem flere lande
TV2.dk citerer CIA Factbook for disse oplysninger om kurderne:

Det kurdiske område var en del af Det Osmanniske Rige indtil 1. verdenskrig. Efter krigen blev grænserne trukket, så kurderne blev delt imellem fire lande.

I det nordøstlige hjørne af Syrien lever omkring to million kurdere. Siden borgerkrigen i Syrien brød ud, har de syriske kurdere fået en vis kontrol med deres område. I det sydøstlige Tyrkiet lever omkring 12 millioner kurdere. I det nordlige Irak lever omkring fem-seks millioner kurdere og i det vestlige Iran lever omkring seks-syv millioner kurdere.

Relaterede artikler:

Politisk ro giver Tyrkiet flere chartergæster

Fagforening fraråder ferierejser til 11 lande

Flest danske turister kommer til skade i Tyrkiet