- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt solidt overskud i jysk charterkoncern

Ringkøbing-baserede Primo Tours, der i dag er Danmarks femtestørste charterkoncern, kom ud af 2017 med et overskud på 32,7 millioner kroner.

Danmarks femtestørste charterkoncern hedder Primo Tours A/S og omfatter charterarrangørerne Primo Tours, Århus Charter og SunCharter. Tilsammen sendte de tre charterarrangører 86.433 gæster afsted på ferie i 2017, og det har tilsyneladende været til nogle ganske fornuftige priser.

Koncernen kunne nemlig i 2017 levere endnu et flot resultat med et nettooverskud på 32,7 millioner kroner mod 33,5 millioner kroner året før.

“2017 resultatet skal ses i lyset af flere positive forhold. Først og fremmest var selve vejrsituationen med masser af regn i sommersæsonen gunstig for hele rejsebranchen. Derudover kan vi glæde os over, at vores nye destinationer alle er kommet godt i gang og og bliver taget godt imod godt imod af vores gæster,” siger administrerende direktør Bjarke Hansen.

Direktøren fortæller samtidig, at alle tre charterbrands har et stigende antal stamgæster, ligesom det nye VisitSun-koncept er blevet godt modtaget i markedet.

“Nu er Århus Charter fuldt ud implementeret i koncernen, og rejsebureauet bidrager ganske positivt med et pænt millionbeløb til det samlede resultat. Vi glæder os over den store opbakning, som trofaste gæster viser Århus Charter. Gæster som rent faktisk har rejst med det aarhusianske rejsebureau 60 til 80 gange,” forklarer Bjarke Hansen.

SunCharter-integration kostede
I september 2014 blev Århus Charter overtaget af Primo Tours-koncernen, og i slutningen af 2016 var det SunCharter, der blev opkøbt af den ekspansive jyske charterkoncern.

Regnskabsåret 2017 var således det første med SunCharter-aktiviteten fuldt ud integreret. Det trak dog i den forkerte retning, idet SunCharter isoleret set realiserede et underskud på 2,8 millioner før skat.

”Det er klart, at der er mange engangsomkostninger i forbindelse med en overtagelse af en virksomhed og derudover er der omkostninger til implementering af rejsebureauet i koncernen, herunder en tilpasning af det samlede udbud af rejser. Denne proces har været i fuld gang i 2017 og bliver tilendebragt i 2018, hvorefter vi også har forventninger til, at SunCharter vil bidrage positivt til det samlede resultat for Primo Tours koncernen,” understreger Bjarke Hansen.

Der er også forventninger om et positivt resultat for 2018, omend forårets høje temperaturer kan forhindre et egentligt rekordresultat. Men de mange trofaste gæster til alle tre charterbrands har tradition for at bestille i god tid, hvorfor Primo Tours undgår en større økonomisk lussing, hvad det angår.

Ikke vækst for enhver pris
Selvom koncernen er vokset kraftigt fra 21.678 gæster i 2013 til 86.433 i 2017, så er der primært tale om vækst gennem akkvisitioner, og man skal ikke forvente, at Primo Tours-koncernen kaster sig ud i en satsning for at holde sin position som en af de største danske charterarrangører. Sunweb ligger nemlig lige i hælene med næsten 80.000 gæster i 2017.

”Vi prioriterer ikke væksten i antal gæster vi sender til sydens sol, derimod gælder det for os om at holde fokus på at produktudvikle et stærkt charterprodukt sammen med vores medarbejdere og ikke mindst i tæt samarbejde med vores gæster,” lyder det fra Bjarke Hansen og Henrik Søndergaard, der udgør ledelsen i Primo Tours-koncernen.

 

Relaterede artikler:

Primo Tours overtager Suncharter

Overskud hos Primo Tours

Primo Tours overtager Århus Charter