- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Opfører nyt dansk hotel til havvindmølle-teknikere

Et nyt bæredygtigt hotel opføres netop nu på Møn. Det skal huse de 25 vagthavende, der vedligeholder en af Tysklands største havvindmølleparker. De har hidtil overnattet på et hotelskib.

Den store tyske havvindmøllepark EnBW Baltic 2 ligger omkring 40 kilometer fra Klintholm Havn på Møn, hvor det nye Klintholm Havn Hotel opføres i denne tid med MAA Offshore som bygherre.

Hotellet, der forventes klar til 1. februar, skal efter de nuværende planer være i brug i mindst ti år.

Havvindmølleparken i Østersøen har konstant 25 medarbejdere på vagt i to uger ad gangen. De er indtil nu morgen og aften blevet sejlet til og fra vindmølleparken fra et hotelskib i den nordtyske havneby Rostock. Men det er operativt nemmere, at have medarbejderne indkvarteret på deres eget hotel end i en tysk havn, lyder ræsonnementet. Derfor kommer hotellet på Møn, hvorfra der er en times sejlads til vindmølleparken.

Havvindmølleparken, der er en del af EnBW Offshore Services Danmark (EOS), har 80 kæmpe vindmøller, der siden 2015 har leveret grøn og bæredygtig energi til 340.000 tyske boliger.

Bygges bæredygtigt
I en pressemeddelelse fra den danske byggekoncern Bygma Gruppen oplyses det, at materialerne til Klintholm Havn Hotel er leveret af Profile og Bygma Hillerød.

”Medarbejderne glæder sig helt vildt til at tage de nye faciliteter i brug,” siger Rune Høy, forretningsudvikler fra EnBW Offshore service Danmark, og tilføjer:

”De arbejder i 14 dage ad gangen med at yde teknisk service på havvindmøllerne, der ligger en times sejlads fra Møn. Sikkerhedshensyn gør, at de ikke må arbejde i stormvejr og det blæser meget herude. Så det har været lange dage uden fast grund under fødderne gennem de fem år, hvor havvindmølleparken har været i drift. I den periode har medarbejderne været indkvarteret på et hotelskib, så de ser frem til at komme på land og få deres egne værelser.

Med CSR som omdrejningspunkt
”Hensynet til medarbejdernes trivsel vægtede stort, da beslutningen om at leje os ind på hotellet for de næste ti år blev taget. Hotellet bliver bygget specielt til os, og afspejler den kultur og det sociale ansvar, vi ønsker at være garant for,” siger Rune Høy og tilføjer:

”Samarbejdet med lokalsamfundet i Klintholm på Møn er mindst lige så vigtigt. Vi og bygherren var i dialog med de lokale virksomheder og beboere, og vi er stolte over at det lykkedes at imødekomme ønskerne om at opføre et byggeri, der passer ind i lokalsamfundet med sine smukke, bæredygtige materialer og svensk-røde sommerhus-stemning. Vi har også betinget os at der blev hyret lokale håndværkere ind på byggeriet.”

Til byggeriet valgte bygherren at samarbejde med Lundbæk & Hansen Bygningsforbedring, der opfører hotellet med CLT (krydslamineret træ) fra Profile, det er gavnligt for miljøet og meget holdbart, oplyser Bygma Gruppen.

Relaterede artikler:

Her er de ti mest googlede danske rejsemål

Vil søsætte 1.500 husbåde til turister i Danmark

Mødearrangører skal rette blikket mod syd