Husbåde kan blive fremtidens feriehus i Danmark, der har behov for ny overnatningskapacitet, mener tidligere Novasol-direktør. Han vil udleje husbåde på det danske marked.
Den moderne turist efterspørger komfortable og spændende overnatningsmuligheder, gerne med naturen i centrum. Samtidig er de danske feriehuse under pres på grund af manglende kapacitet, oplyser den tyske virksomhed Stern Hausboot i en pressemeddelelse.
”Danmark skal turde tænke nyt for at indfri potentialet i kyst- og naturturismen. Det gør vi for eksempel ved at udvikle nye kommercielle overnatningsformer som udlejning af husbåde,” siger Claus Hyttel Skrubbeltrang. Han er investeringschef i Dansk Kyst- og Naturturisme, en erhvervsdrivende fond, der skal udvikle og skabe vækst i kyst- og naturturismen i Danmark.
Og der kan være mange husbåde til kommerciel udlejning på vej på det danske marked. Bag initiativet står tyske Bernd Muckenschnabel, medejer af virksomheden Stern Hausboot, der netop har etableret sig på Lolland for at producere, udlægge og sælge husbåde til ferieformål langs Lolland-Falsters kyster.
Den første husbåd fra Stern Hausboot på dansk søterritorie er placeret i Kragenæs Marina Lystcamp på Lolland, hvor Kystdirektoratet har givet tilladelse til 12 husbåde.
Femern Bælt-tunnel vil give flere tyske turister
Baggrunden for Stern Hausboots start på Lolland er den kommende Femern Bælt-tunnel, der står til at åbne i 2029. Ifølge Bernd Muckenschnabel vil den faste forbindelse give en ketchup-effekt, ”når feriegæsterne på de fyldte nordtyske turismedestinationer, kan komme til Danmark på blot ti minutter i bil.”
Bernd Muckenschnabel kender det danske sommerhusmarked fra sin tid som direktør i Danmark for sommerhusudlejningsbureauet Novasol i 2005-2017. Da han sluttede, udbød Novasol 50.000 ferieboliger i 22 lande, oplyser pressemeddelelsen.
Og han ved åbenbart, hvad de tyske turister vil have. “Tyskerne elsker Danmark. De elsker at bo på vandet, og de vil gerne bo i eget hus. Og de behøver ikke at nøjes med at leje husbåd, for som tysker må man godt eje en båd, også en husbåd, der ligger i Danmark,” siger Bernd Muckenschnabel.
Stern Hausboot, der producerer, sælger og udlejer husbåde i Tyskland, ser et forretningsområdet med stort potentiale i Danmark.
”Feriehusene bliver revet væk, og det er derfor nødvendigt at tænke i nye baner for at udvide markedet gennem nye overnatningsformer. I Tyskland har husbåde etableret sig som overnatningsform, men Danmark halter bagefter,” siger Bernd Muckenschnabel og fortsætter:
”Danmark er et attraktivt marked for husbåde, Danmark råder over nogle af Europas længste kyststrækninger og samtidig har uudnyttet kapacitet i mange marinaer. Vores vurdering er, at Danmark rummer et potentiale på mellem 1.000 og 1.500 husbåde, hvilket vil åbne op for helt nye muligheder inden for kyst- og naturturismen.”
Til sammenligning har Danmark i alt cirka 200.000 sommerhuse, hvoraf 40.000 med i alt 300.000 senge udlejes. Af de 40.000 sommerhuse til udlejning formidler medlemmerne af Feriehusudlejernes Brancheforening cirka 90 procent af disse.
Relaterede artikler:
Femern Bælt-forbindelsen øger behov for hoteller
Julegave-kampagne skal støtte dansk turisme