- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Polske LOT åbner 10. rute til USA

Fra 2. juni begynder LOT Polish Airlines at flyve fra Warszawa til Washington D.C. tre gange om ugen med Boeing 787 Dreamliner. LOT flyver til USA fra fire lufthavne, tre i Polen samt Budapest.

Den kommende ni timer lange rute vil være den hurtigste forbindelse fra det centrale Østeuropa til den amerikanske forbundshovedstad, oplyser det polske Star Alliance-medlem i en pressemeddelelse.

”En direkte rute fra Warszawa har længe været på vores ønskeseddel. Ruten til Dulles-lufthavnen, IAD, ved Washington forbinder ikke kun de to hovedstæder, men vil også være til glæde for såvel forretningsrejsende som turister,” siger LOT’s koncernchef, Rafał Milczarski, og tilføjer:

”Hidtil har Central- og Østeuropa manglet en direkte rute til Washington D.C. Og der vil komme flere langruter fra os i LOT.”

Ifølge LOT er området omkring den amerikanske forbundshovedstad udover USA’s regeringsapparat også hjemsted for 70 virksomheder med en omsætning på over en milliard dollars om året, for eksempel Amazon, Hilton og General Dynamics.

LOT fremhæver også, at Washington er en verdensklasse turistdestination med alt fra Det Hvide Hus, Kongressen, Lincoln-monumentet, de 19 gratis Smithsonian-museer ved National Mall, Georgetown og meget mere.

Dreamliners på LOT’s langruter
LOT vil bruge Boeing B787 Dreamliners på sin rute til Washington D.C. med tre kabineklasser: Business Class med sæder der kan omdannes til fladsenge, Premium Economy og Economy Class.

LOT har 15 Dreamliners i to versioner, B787-8 og B787-9. B787-8 har hos LOT plads til 252 passagerer i en treklasses version, mens de større 787-9 hos LOT har 294 sæder: 24 i Business, 21 i Premium og 249 passagersæder på ren Economy.

Sidste år havde LOT i alt ti millioner passagerer – én million flere end i 2018. Tilbage i 2015 havde LOT 5,7 millioner passagerer. Siden 2016 er der kommet 65 nye destinationer, blandt andet, udenfor Europa, for eksempel Los Angeles, Miami, Seoul og Singapore.

LOT har i dag op til 20 langruteflyvninger. Fra Warszawa er der foreløbig forbindelse til de to primære New York-lufthavne, JFK og Newark, til Chicago, Los Angeles, Miami, San Francisco, Toronto, Tokyo, Seoul, Beijing, Singapore, Delhi og Sri Lanka.

Fra de polske provinsbyer Krakow og Rzeszow er der langruter til Chicago og New York Newark – mens LOT fra den ungarske hovedstad, Budapest, betjener Chicago og New York Newark.

LOT, der sidste år fejrede 90 års jubilæum, har alene til Norden omkring 75 ugentlige flyvninger fra den polske hovedstad – i Danmark er der op til tre daglige flyvninger til Københavns Lufthavn samt 12 om ugen til Billund Lufthavn.

Relaterede artikler:

90 år med stort europæisk flyselskab

10 år med Dreamlineren

Ny langrute styrker SAS i Københavns Lufthavn