LOT Polish Airlines har i år 90 års jubilæum – det blev forleden markeret med reception på den polske ambassade i København. LOT har også fejret jubilæet med rejsebureauer i Jylland.
Der var op mod 75 tilmeldte fra leisure- og erhvervsrejsebureauer samt øvrige samarbejdspartnere, da det polske Star Alliance-medlem i torsdags i Danmark markerede sit 90 års jubilæum. Deltagerne talte også det polske turistråd, Warszawas modsvarighed til Wonderful Copenhagen og Polish Investment & Trade Agency.
Alene til Norden har LOT omkring 75 ugentlige flyvninger fra den polske hovedstad – i Danmark er der op til tre daglige flyvninger til Københavns Lufthavn samt 12 om ugen til Billund Lufthavn, to på hverdage plus såvel lørdag som søndag.
For at markerede LOT’s 90 års jubilæum og at selskabet også betjener Danmarks næststørste lufthavn, havde flyselskabet forrige uge i samarbejde med Billund Lufthavn omkring 40 rejsebureauagenter til sammenkomst med sejlads på Silkeborg-søerne.
Samlet havde LOT sidste år 8,8 millioner passagerer – næste år forventes over ti millioner.
Vokseværk
Alene i år modtager LOT 13 nye fly og kommer dermed op på 90, der betjener 100 lufthavne i og udenfor Europa.
LOT opstod i 1929 ved sammensmækningen af to polske selskaber, Aero og Aerolot. De blev til “Polskie Linje Lotnicze LOT,” som i 1931 åbnede sin første internationale rute, fra Warzhawa til den rumænske hovedstad, Bukarest – fløjet med mellemlandinger i Lviv i Ukraine og rumænske Tjernivtsi.
LOT er vokset markant de seneste år – siden 2016 er der kommet 65 nye destinationer, blandt andet, udenfor Europa, for eksempel Los Angeles, Miami, Seoul og Singapore, oplyser LOT.
Selskabet bruger Boeing 787-9 Dreamliner på sine langruter, som det vil årets udgang vil have 15 af.
LOT har næsten ligeså mange langruter som Dreamliners – primært fløjet fra Warszawa. Fra den polske hovedstad er der langruter til, nævnt alfabetisk, Beijing, Chicago, Los Angeles, Miami, New York Newark, Seoul, Singapore, Tokyo og Toronto; i denne uge åbner LOT også til den indiske hovedstad New Delhi samt senere i år til Sri Lanka.
Fra de polske provinsbyer Krakow og Rzeszow er der også langruter til henholdsvis Chicago og New York Newark – mens LOT fra den ungarske hovedstad, Budapest, betjener Chicago og New York Newark.
Relaterede artikler:
Polske LOT lander ny destination i Mellemøsten