- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rabat til Molslinjen sendes tilbage til Destination Bornholm

Destination Bornholm får glæde af de rabatter, som bliver givet til Molslinjen, når rederiet begynder færgebetjening til øen senere på året.

Jo flere passagerer, desto større rabatter vil Rønne Havn give til Molslinjen.

Det er mere eller mindre kernen i en ny aftale, som er indgået mellem de to parter. Rabatten vil blive sendt videre til Destination Bornholm, der får bedre muligheder for at trække flere turister til Bornholm – året rundt.

Molslinjen, der påbegynder rutefart til øen per 1. september 2018, og Rønne Havn er blevet enige om en incitamentsordning, hvor Destination Bornholm årligt vil være sikret én million kroner over en periode på 10 år. Det sker ud fra den volumenrabat, som Rønne Havn giver Molslinjen på færgeruterne.

”Formålet er jo at støtte Destination Bornholms arbejde med at tiltrække flere turister. Det har vi en naturlig interesse i, da vi med aftalen opnår mere rabat, jo større vores volumen bliver. Vi er glade for at Rønne Havn A/S og Molslinjen A/S på denne måde har rakt ud til alle parter. Det gavner Bornholm,” siger Carsten Jensen, administrerende direktør for Molslinjen A/S.

Vil fastholde havn-aktiviteter
De to aftaleparter, Molslinjen og Rønne Havn, har det fælles mål, at der skal endnu flere turister til Bornholm, mens havnen kan drage fordel af mere aktivitet.

”Vi har indgået denne aftale fordi, vi fra havnens side naturligvis har interesse i at tiltrække og fastholde aktiviteter til havnen. Det vil smitte positivt af på de øvrige erhvervsaktiviteter på øen og støtte op om det i forvejen gode arbejde, vi ser, udspænder sig hos Destination Bornholm,” siger Thomas Bendtsen, administrerende direktør for Rønne Havn A/S. Han suppleres af Pernille Kofod Lydolph, administrerende direktør for Destination Bornholm ApS.

”Det er jo skønt, at vores arbejde med at markedsføre Bornholm som destinations- og rejsemål her bakkes op fra erhvervsmæssig side. Bornholm er – som destinations- og rejsemål – inde i en god gænge og netop nu har vi taget hul på en forhåbentlig forrygende højsæson.

Molslinjen vil per 1. september sejle mellem Ystad og Rønne med sine hurtigfærger, mens en helt nybygget finsk færge, RoPax, indsættes på ruten mellem Køge og Rønne.

Hvert år transporterer Molslinjen over 1,3 millioner personbilsenheder og næsten 2,8 millioner passagerer.

 

Relaterede artikler:

Ny buslinje mellem København og Bornholm

Ikke en sommer uden en snak om vinterturisme på Bornholm

Markant billigere at sejle til Bornholm