- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebranchen kan møde mange leverandører online

Med virtuel deltagelse af flyselskaber, destinationer og hoteller gennemfører den store GSA-virksomhed Aviareps næste måned sit roadshow ”Meet the World” for den nordiske rejsebranche.

Aviareps har i år under coronakrisen måtte udskifte sit normale roadshow for rejsebranchen i fire nordiske hovedstæder med et virtuelt 3D-show, der holder åbent den 11. og 12. november mellem klokken 10 og 16.

Tilmeldte rejsebureauagenter får et log-in til det virtuelle roadshows online univers, der nærmest til forveksling ligner en fagmesse med stande, fotos, brochurer, mulighed for at booke møder og udveksle visitkort og meget mere.

”Aviareps Nordics styrke er vores fysiske tilstedeværelse på de nordiske markeder, men i år må vi gå nye veje med vores roadshow. Det kommer til at bruge den nyeste teknologi til at bringe internationale og nordiske rejsemarkeder sammen på en anderledes måde,” siger Aviareps landechef i Danmark, Jule Damgaard, og tilføjer:

”Aviareps i Centraleuropa har allerede gennemført flere tilsvarende virtuelle messer med gode resultater. Gennem denne virtuelle messe får verden og det nordiske rejsemarked chancen for, at skabe nye kontakter og forretningsforbindelser der skal sikre fremtidens fortsatte rejse.”

Meget interaktivt
Til STANDBY.dk siger Julie Damgaard: ”Det bliver en meget interaktiv, 3D-oplevelse, hvor det virker som om man er på en rejsemesse. Man kan online bevæge sig mellem op mod 20 stande, ved hver stand kører film og billeder, man kan lægge sit visitkort, booke et kvarterlangt møde, hvis man vil tale med en person fra den ønskede leverandør.”

Der har været arbejdet med det virtuelle, online-projekt siden i sommer. Her kom Aviareps til den erkendelse, at coronakrisen betød, at årets fysiske roadshows desværre ikke kunne gennemføres. Derved mistes selvfølgelig det vigtige fysiske element i salen mellem udstillere og besøgende fra rejsebranchen. Omvendt sparer arrangører at skulle sende repræsentanter rundt en uges tid til i dette tilfælde København, Stockholm, Oslo og Helsinki.

Herefter købte Aviareps den ganske kostbare teknologi til at kunne gennemføre de virtuelle roadshows. Hver Aviareps-region har teknologien i en uge, op til gennemførslen har showets designteam klargjort de mange stande og interaktive muligheder.

”Vi har inviteret de omkring 2.000 rejsebureauagenter fra vores nordiske database til at deltage, vi håber på mindst 50 fra hvert land i dette forsøg på at komme så tæt på den virkelige verden som vi kan i denne tid,” siger Julie Damgaard.

Udstillerne ved Aviareps Nordic ”Meet the World”
Air Baltic, Baltic Travel Group, Budapest Convention Bureau, Budapest Underguide, Contract Travel Budapest, Costa Brava & Girona Tourist Board, Helsinki Marketing, Hungarian Tourism Agency, Japans National Tourist Organisation, Maggioresøen (Norditalien), Live Riga, Marriott International, Matka Nordic Travel Fair, Mauri DMC – Ungarn, Mauritius Tourism Promotion Authority, Visit Finland, Visit Stockholm, Ras Al Khaimah Tourism Promotion Authority, Roundabout Experiences-Slovenia, Tourism Ireland – og alle flyselskaber og destinationer repræsenteret af Aviareps i Norden.

Rejsebureauagenter kan tilmelde sig det virtuelle roadshow via dette link.

Og få en idé om, hvordan showet er strikket sammen via denne demonstrationsvideo.

Relaterede artikler:

Ungarn vil samarbejde med nordiske rejsebureauer

Rykker Københavns rejsemesse til oktober næste år

Nyt roadshow til rejsebranchen tiltrak 50