- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebureau bruger coronatid på efteruddannelse

Medarbejdere i Jysk Rejsebureau kombinerer arbejdsfordeling med online efteruddannelse. ”Indtil verden bliver mere normal, skal vi lave kloge løsninger,” siger HR- og salgschefen.

COVID-19 har også sat en kæp i hjulet for rejsebranchen. Men Jysk Rejsebureau, der siden 2013 har været ejet af Kilroy Group, tilbyder i stedet for at vente på opkald fra kunder, at rejsekonsulenter kan kombinere arbejdsfordeling med online efteruddannelse.

Allerede nu har 14 medarbejdere fra rejsebureauet været på efteruddannelse via Erhvervsakademi Dania, der udbyder 25 videregående uddannelser samt 14 akademi- og diplomuddannelser på deltid.

To af disse er Søs Ravn Nielsen og Dennis Kjeldahl, der tager efteruddannelse i blandt andet oplevelsesøkonomi, projektledelse, markedsføring og oplevelsesledelse.

”Jeg så det som en god mulighed for at prøve noget nyt. For mig er det mange år siden, jeg har gået i skole, og det gav mening at uddanne mig, så jeg kan stå stærkere på arbejdsmarkedet,” siger 28-årige Søs Ravn Nielsen fra Herning i en pressemeddelelse fra Erhvervsakademi Dania. Ifølge Dania fandt Jysk Rejsebureau sammen med erhvervsakademiet en løsning, hvor omkostningerne til efteruddannelse er tæt på nul.

Fletter arbejdsfordeling og undervisning
Undervisningen flettes ind med den arbejdsfordeling, virksomheden kører på. Det fungerer godt, siger Dennis Kjeldahl fra Jysk Rejsebureau.

”Lige nu står det næsten bare stille, så udover at lave udviklingsarbejde på nye rejser, er det godt at få opdateret, ny viden på CV’et,” siger den 40-årige rejseekspert.

Især faget i oplevelsesøkonomi har givet god mening i forhold til Søs Ravn Nielsens arbejde. ”Det satte mange tanker i gang om, hvordan vi for eksempel sætter vores rejseforedrag op. Det valgte jeg som emne og skrev afsluttende opgave i faget, hvor jeg så på værktøjer til at skabe en mindeværdig oplevelse for kunden,” siger hun.

”Et fællesskab, vi alle vinder på”
Alle kurser hos Erhvervsakademi Dania foregår i denne tid online. Det giver god mening i forhold til smittetallene, men også i forhold til logistik, når rejsebureauets medarbejdere fra Aalborg, Herning, Aarhus, Kolding og København skal samles.

”Pludselig kommer vores medarbejdere fra hele landet sammen, og det giver meget kollegialt og socialt. Det skaber et fællesskab, og det vinder vi alle på. Medarbejderne får sparring på kryds og tværs af landsdele og mødes ét sted,” siger HR- og salgschef Lars Møller Christiansen fra Jysk Rejsebureau i pressemeddelelsen.

Han tilføjer: ”Vi har en tro på, at det her nok skal vende. Og indtil verden bliver mere normal igen, skal vi lave kloge løsninger for vores medarbejdere, så vi er klar til den tid.”

Hellere online end at køre halvanden time
”Online var et godt alternativ til fysisk at mødes, for det føltes som et live klasseværelse. Jeg vil klart foretrække det online fremfor at køre 1-1,5 time om dagen for at deltage på kurset,” siger Søs Ravn Nielsen og tilføjer:

”Jeg vil gerne være i rejsebranchen i mange år fremover, så jeg kunne godt finde på at tage hele uddannelsen i oplevelsesøkonomi. Så er jeg bedre stillet, uanset hvad der sker.”

Relaterede artikler:

Oversøisk rejsebureau sælger vandreture i Danmark

“Mange savnede en solstrålehistorie som min”

En Yankie-bar bragte ham til rejsebranchen