- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureauer foreslår samme støtte som festivaler får

Uden forbedret offentlig hjælp løber fire ud af fem rejsebureauer snart tør for penge. Tidligere landsholdsspiller med familieejet rejsebureau støtter nyt forslag til den hårdt trængte branche.

”Hvis rejsebureauerne fik en hjælpepakke, der minder om den, de danske arrangører af festivaler og koncerter får, vil et stort antal konkurser i rejsebranchen kunne afværges.”

Det vurderer rejsebureaudirektør og tidligere professionelle fodboldlandsholdsspiller Martin Jørgensen. Han er fjerde generation i det familieejede rejsebureau De Graa Busser, der hvert år under normale omstændigheder har 15.000 rejsende.

Hans udmelding kommer i pressemeddelelse i kølvandet på den hårde kritik fra rejsebureaubranchen af regeringens seneste udspil til en lov, der i intentionen skal hjælpe rejsebureaubranchen. Rejsebureaubranchen er meget utilfreds med det seneste udspil fra regeringen og erhvervsministeriet og har kaldt lovforslaget ”aktiv dødshjælp.”

Der var førstebehandling af forslaget torsdag i denne uge, anden og tredjebehandlingen kommer på torsdag i næste uge.

Der er links til flere artikler herunder, hvor det nye lovforslag omtales og forklares.

Fire ud af fem rejsebureau konkurstruet
En undersøgelse forleden fra Danmarks Rejsebureau Forening viste, at fire ud af fem rejsebureauer føler sig konkurstruet – og at konkurserne kan begynde inden for få måneder, hvis der ikke kommer akut hjælp.

Ligeledes meddelte 11 af Danmarks største leisurebureauer i denne uge, at de vil melde sig ud af Rejsegarantifonden og rykke deres forretning til andre EU-lande, hvis det nye lovforslag vedtages i sin oprindelige form.

Martin Jørgensen foreslår, at politikerne kigger på den støttepakke, arrangører af events og festivaler har fået.

”Støttepakken til events passer perfekt til vores branche. Så politikerne sidder allerede med løsningen,” siger Martin Jørgensen.

Rejsebureauet Check Point Travel støtter ideen med at rejsebureauerne kan få glæde af samme indhold som Folketinget har givet til festivaler med mere. Check Point Travels direktør og ejer, Henrik Særmark-Thomsen, siger i pressemeddelelsen:

”Rejsebureauet og koncert- og festivalarrangøren står faktisk i samme situation. Vi sælger begge oplevelser. Og vi har begge mange omkostninger, der ligger forud for at arrangementet eller rejsen rent faktisk afholdes. Begge lejre er hårdt ramt af corona-restriktioner, der giver aflysning af festivaler, koncerter og rejser. Med massive tab til følge.

Både festivaldeltagere og rejsende har krav på 100 procent refusion ved aflysning. Det stiller enorme krav til vores likviditet. Derfor er det oplagt, at vi behandles ens af politikerne,” siger Henrik Særmark Thomsen.

Men stor forskel på hjælpepakkerne
Til trods for lighederne mellem brancherne, så viser en sammenligning af de to branchers hjælpepakker, at der er enorme forskelle, står der i pressemeddelelsen.

Koncert- og festivalarrangører kan for eksempel få dækket deres underskud med offentlige støttekroner. Det kan rejsebureauet ikke. I hjælpepakken for rejsebureauer, der sælger pakkerejser, udbetales hjælpen alene som et lån.

Det gælder også, at koncert- og festivalarrangørernes egne udgifter til forberedelse af arrangementet er støtteberettiget. Sådan er er det ikke i rejsebranchen, hvor bureauernes egne udgifter til markedsføring, salg, rådgivning og booking af de rejser, der nu bliver aflyst, ikke anerkendes som en støtteberettiget udgift.

Rejsebureauerne har akut brug for støtte
Efter regeringen den 13. marts lukkede de danske grænser gik omsætningen hos blandt andet rejsebureauer i nul fra den dag. Udover at rejsebureauerne ingen indtægter har, og ikke ved hvornår de får det igen, skal de refundere alle købte rejser til kunderne.

”Det vil sige, at vi mangler en flere måneders omsætning – samtidig med, at vi skal refundere måneders rejser. Så vi har dobbelt op på vores tab. Og det kan man kun holde til i en kortere periode,” siger Martin Jørgensen og tilføjer:

”Regeringen kan finde en hjælpepakke, der kan redde rejsebranchen. Modellen har de fra festival- og koncertarrangører. Det handler mere om politisk vilje.

Vælger man at lade rejsebranchen gå ned, så ender regningen med stor sandsynlighed hos staten. Ikke bare for de tabte arbejdspladser og skatteindtægter. Men også for de rejser, der skal refunderes.”

Relaterede artikler:

”Rejsebureauerne er gidsler i regeringens fantastiske spin”

DRF’s direktør: ”Hvis jeg havde et rejsebureau, ville jeg overveje at melde mig ud af Rejsegarantifonden”

45 rejsebureauer støtter oprør mod lovforslag

Landsholdsspiller åbner rejsebureau