- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureauer i fælles indkøb af flybilletter

De 5 danske rejsebureauer i Aller Leisure vil gå sammen om blandt andet at købe flybilletter, krydstogter og rejseforsikringer. Efter købet af Stjernegaard Rejser omsætter de samlet for over 1 milliard kroner om året.

Ved at de fem danske rejsebureauer – Gislev Rejser, Kulturrejser Europa, Nilles Rejser, Nyhavn Rejser og senest Stjernegaard Rejser – er samlet i Aller Leisure kan de opnå yderligere storkøbsfordele.

Bureauerne vil fortsat have deres egne, uafhængige varemærker, men kan sammen nå en række stordriftsfordele. I alt omsætter de fem bureauer samlet for over en milliard kroner og har skønsmæssigt over 100.000 årlige rejsende.

Disse store volumener kan bruges til at opnå besparelser og bedre priser ved for eksempel køb af flybilletter, krydstogter og rejseforsikringer.

Til det formål har Aller Leisure blandt andet oprettet selskabet Aller Flight med Nyhavn Rejsers økonomidirektør Lars Ypkendanz i spidsen; Aller Flight skal stå for indkøb af flybilletter.

”Der kan også komme andre fælles indkøb via vores finansafdeling; dette kan være alt hvad der hører til rejsedriften som rejseforsikringer, cruise og andet fra vores foretrukne partnere,” siger administrerende direktør for Aller Leisure, Morten Aaberg Sørensen, til STANDBY.dk

Tættere koordinering
”Rejsebureauerne er helt selvstændige, men hvor det er muligt er det tanken at få en meget tættere koordinering af alt, hvad vi køber ind, centralt som decentralt. Mange indkøb har hidtil ligget hos de enkelte rejsebureauer, men nu begynder vi at samle op på det,” siger Morten Aaberg Sørensen og tilføjer:

”Aller Flight er oprettet og er gået i gang. Her taler vi med vores største samarbejdspartnere for at være i kontrol med det, vi køber; det kan være hele allotment-delen for at få styr på de enkelte aftaler og dermed gøre driften mere effektiv.”

”Dette skal absolut være en win-win situation for såvel os med vores buying power ligesom det skal være interessant for flyselskaberne med ét indkøbsled fra vores side. Dermed skaber vi også gode relationer til flyselskaberne,” siger Morten Aaberg Sørensen.

Den administrerende direktør for Aller Leisure, Morten Aaberg Sørensen, understreger, at der ikke bliver tale om at de fem rejsebureauer i Aller Leisure opretter fælles rejsebutikker. ”Aller Leisure er kun i spil som ejerselskab, de enkelte rejsebureauer skal køre helt autonomt som selvstændige varemærker,” siger han.

Relaterede artikler:

Kæmpe opkøb i rejsebranchen

Aller Leisure på Top 10 over største rejsebureauer

Aller Leisure køber Gislev Rejser