- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsegigant holder fast i synlighed

”Pointen er, at hvis vi forlader markedet, så vil det koste langt mere at komme tilbage. Det handler om langsigtet brand value,” siger kreativ chef hos TUI Nordic, der er kommet med ny kampagne.

Flere charterkoncerner er igen begyndt at køre annoncer i TV, på print, sociale medier og andre platforme. For at øge kundernes fokus på dem til der igen kan rejses ud efter grænserne er genåbnet.

Det gælder også TUI Nordic, hvis kreative chef, Lisa Rönnberg, har talt med Markedsføring.dk om charterarrangørens nye nordiske annoncekampagne, der blandt andet kan ses på en række TV-stationer.

I modsætning til tidligere er den nye TUI-kampagne produceret inhouse, altså uden brug af for eksempel et reklame- og mediebureau. I Danmark har kampagnen overskriften ”Stadig Fantastisk” – for minde om følelsen af at være på ferie og opleve nye steder med hinanden.

”Derfor også den emotionelle tone i kampagnen. Det handler om, at vi drømmer om det, der forhåbentlig snart bliver muligt for os alle igen,” siger Lisa Rönnberg.

TUI har eget inhouse kreativt studie i Stockholm med omkring 12 personer, mens der i London sidder ”nogenlunde det dobbelte antal.”

Lancerer på forskellige tidspunkter
Den nye kampagne tager hensyn til forskellige og skiftende rejseregler og -anbefalinger og deraf forskellige bookingmønstre i de nordiske lande. Konkret betyder det for eksempel, at den danske kampagne kører lige nu, den svenske ligeså – men med supplerende budskaber, mens Norge først kommer til marts.

”Det hænger sammen med, at vi i Sverige ikke er i fuld lockdown og gerne må rejse til Spanien. Det kan give anledning til supplerende budskaber. Men det overordnede koncept er det samme,” siger Lisa Rönnberg, der afviser, at det er spild af penge at køre kampagner:

”Det her handler om langsigtet brand value – om at være top of mind. Det er vigtigt for os at minde folk om, at vi er der. Pointen er, at hvis vi forlader markedet, så vil det faktisk koste os langt mere at komme tilbage igen,” siger hun.

Koncernchef: Vacciner afgørende for rejser
Færdigvaccinering er afgørende for at rejser kan genoptages, sagde Fritz Joussen, TUI’s koncernchef for nylig. TUI har optimismen intakt og forventer til den kommende sommer at sælge, hvad der svarer til 80 procent af den solgte kapacitet i 2019.

Fritz Joussen sagde blandt andet: ”Som forventet booker kunderne senere i år, men efterspørgslen er stærk. Og nøglen til at sælge ferierejser er udrulning af vaccinerne og adgang til hurtige coronatest.

Og som selv om der er forsinkelser i den første fase af vaccinationerne, så vil vaccinerne de kommende måneder give os elementære friheder tilbage, som at rejse. Jo hurtigere, vi bliver vaccineret, jo hurtigere kan vi igen komme til at rejse,” sagde koncernchefen.

Under normale rejseår har TUI Group 28 millioner gæster. Fritz Joussen sagde i december sidste år, at TUI forventer, at man allerede i 2022 er tilbage på samme niveau som før coronakrisen.

I sidste måned godkendte EU-Kommissionen en ny tysk hjælpepakke til TUI Group, denne gang på 9,3 milliarder kroner. Ellers risikerede TUI insolvens, lød det fra EU.

Relaterede artikler:

Koncernchef: Vacciner afgørende for rejser

Coronakrisen fjernede fire ud af fem charterrejser

EU godkender milliarder i statsstøtte til TUI