- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Restaurant i ombygget fly til salg

En tidligere Turkish Airlines Airbus A340, der de seneste fire år har fungeret som restaurant i Tyrkiet med plads til 280 gæster, er til salg for 8,8 millioner kroner.

Burhaniye Uçak Restorant ligger i byen Balikesir, sådan cirka mellem Tyrkiets største by, Istanbul, og Izmir. Den usædvanlige restaurant er indrettet i en pensioneret Airbus A340 fra Star Alliance-medlemmet Turkish Airlines. Og restauranten er nu til salg for cirka 8,8 milliarder kroner, skriver hjemmesiden Simpleflying.com

Da ejeren af restauranten for fire år siden købte den pensionerede A340’er af Turkish Airlines, blev flyet skilt i otte store dele og efterfølgende transporteret til Balikesir. Her blev flyet atter samlet og indrettet til restaurant med plads til 280 gæster og navngivet. ”Burhaniye Uçak Restorant,” Uçak betyder “fly” på tyrkisk.

Da flytypen fløj for Turkish Airlines var der, afhængig af konfigurationen, plads til mellem 270-354 passagerer, skriver Simpleflying.com

Den tidligere flyvende restaurant, der nu er parkeret på landjorden med gode parkeringsmuligheder for restaurantens gæster, ejes i dag af en ejendomsmægler, der dog har ønsket at trække sig fra projektet.

Burhaniye Uçak Restorant bruges i dag blandt andet til alt fra normal restaurantdrift til for eksempel receptioner i forbindelse med bryllupper, fester og andre særlige begivenheder.

Produceres ikke mere
Airbus begyndte leverancerne af den firemotorede langruteflytype Airbus A340 i 1993, her var i snit plads til 340 passagerer. Den største version af A340, A340-600, kunne rumme op til 440 passagerer, oplyser Simpleflying.com og tilføjer, at Airbus stoppede produktionen af A340 for snart ti år siden, i 2011.

Markedet for de brændstoftørstige A340’ere med fire motorer forsvandt gradvist, fordi flyselskaberne næsten kunne transportere samme antal passagerer og fragt med de nye og moderne langrutemodeller som Boeing 777, B787 Dreamliner eller Airbus’ nyeste langrutefly. Kun ganske få flyselskaber bruger i dag A340, og endnu færre nu midt i coronakrisen.

Relaterede artikler:

Interkontinental særflyvning satte flere rekorder

Flere end 16.000 kommercielle fly på jorden

Swiss færdig med ommøblering af sine langrutefly